23/08-11
-
Pressemeddelelse
Ny hjemmeside giver hjælp og viden om børn med hjerneskade
Hvert år bliver 1000 børn indlagt på hospital som følge af en ulykke eller sygdom, der kan medføre hjerneskade. En ny unik hjemmeside, boernehjernekassen.dk, hjælper nu børn, forældre og fagfolk med nyttig viden og tips om hjerneskader
Simon Rathsach er et af de 1000 børn, der hvert år bliver indlagt på et hospital som følge af en ulykke eller sygdom, der kan medføre hjerneskade.
Han fik en blodprop som 4-årig. Trods den medfølgende hjerneskade er han blevet en dygtig skater, men her i teenageårene dukker en stribe nye problemer op. Værst er det, at han er hægtet af de jævnaldrendes hurtige sms-beskeder.
"Det med at aflæse de små signaler og afkode de spilleregler, der gælder i en gruppe, har han stadig svært ved", fortæller Simons far, Morten Rathsach, på en video på den nye hjemmeside, hvor man blandt andet kan se, hvilke følger hjerneskade kan give for børn og unge i forskellige aldre.
Børnehjernekassen er den første danske hjemmeside, der formidler viden og tips til fagfolk, der møder børn og unge med erhvervet hjerneskade, dvs. skader opstået af ulykker eller sygdomme, der kan give hjerneskade.
"Børn og unge med erhvervet hjerneskade udgør en lille gruppe. Derfor er der ikke meget viden om deres vanskeligheder blandt fagfolk som lærere, pædagoger og sagsbehandlere. Børnehjernekassen kan klæde dem bedre på til at forstå de børns vanskeligheder og deres udviklingsmuligheder", siger faglig koordinator Ane Katrine Beck, Videnscenter for Handicap og Socialpsykiatri under Servicestyrelsen.
Usynlige følger er de værste
Selv om Simon også har fysiske følger af hjerneskaden, så er de usynlige - mentale - følger stadig de værste. Og her i teenageårene er det blevet endnu sværere, fordi Simon nu også selv kan se, at han er anderledes end sine jævnaldrende. Som fx forleden, hvor han ringer til en kammerat og spørger, om de kan være sammen. Kammeraten svarer:
"Ikke lige nu, men måske senere".
"Vi opdager, at Simon efter telefonsamtalen går rundt og venter, fordi han har svært ved at forstå nogle begreber som fx 'senere'. Det er for ukonkret og abstrakt. Det er bedre at sige, jeg kan kl. 16. På den måde er vi som forældre 'på' hele tiden for at hjælpe ham til bedre at forstå sin omverden", fortæller hans mor Lone Rathsach.
"Netop teenageårene kan være svære, fordi kammeraterne begynder at tænke mere abstrakt - og måske hurtigere - end den unge med hjerneskade. Samtidig betyder det meget i den alder, hvordan andre opfatter én. Og det kan få store konsekvenser for den unges selvværd, at man oplever, at man er anderledes", påpeger Ane Katrine Beck.
www.boernehjernekassen.dk er etableret af Videnscenter for Hjerneskade - nu Videnscenter for Handicap og Socialpsykiatri under Servicestyrelsen. Hjemmesiden er finansieret af satspuljemidler.
Yderligere oplysninger: Faglig koordinator på hjerneskadeområdet, Ane Katrine Beck, tlf. 5081 0953, mail: akb(at)servicestyrelsen.dk eller faglig konsulent, Chalotte Glintborg, tlf. 4193 2588, cgl(at)servicestyrelsen.dk, Videnscenter for Handicap og Socialpsykiatri (ViHS).
Relevant information
http://www.servicestyrelsen.dk