13/01-12
-
Pressemeddelelse
SFI vil være specialist i kontrollerede forsøg
For at styrke og udvikle brugen af kontrollede forsøg inden for det sociale felt opretter SFI nu en afdeling med særligt fokus på metode. Den skal bidrage til at skabe mere viden om, hvad der virker.
Den bedste og mest krævende måde at måle effekter af sociale indsatser er ved at lave kontrollerede forsøg. Men det stiller store krav til metode og design af undersøgelsen. SFI opruster nu inden for dette felt ved at etablere en hel afdeling, der skal samle og udvikle kompetencerne i forhold til at lave kontrollerede forsøg.
"Der er et enormt behov i samfundet for at få at vide, hvilke indsatser på det velfærdspolitiske område, der faktisk virker," siger forskningsleder Mette Deding, som står i spidsen for den nye afdeling.
Skal teste effekt af familieprogrammer
Afdelingen skal blandt andet arbejde med at finde effekter af forskellige familieprogrammer, der bruges i Danmark. Det gælder fx et intensivt plejefamilieprogram, der retter sig mod adfærdsvanskelige unge.
"For at måle effekten laver vi her lodtrækningsforsøg mellem to forskellige indsatser, hvor én gruppe af unge modtager en bestemt type intensiv plejefamilieindsats, og hvor en kontrolgruppe af samme slags unge modtager en anden indsats. På den måde kan vi sammenligne effekterne og finde ud af, hvordan indsatserne virker," forklarer Mette Deding, der understreger, at lodtrækningsforsøg er en metode blandt flere.
Kræver samarbejde
At gennemføre den slags kontrollerede forsøg kræver et godt samarbejde mellem forskningen og praksisfeltet, som ofte vil være kommunerne.
"Jeg ser frem til en tæt alliance med kommunerne om at skabe mere viden på dette område, for disse metoder stiller særlige krav til både forskernes kompetencer og de praktikere, vi skal arbejde tæt sammen med," siger Mette Deding.
Relevant information
http://www.sfi.dk
Firma
SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
Herluf Trolles Gade 11
1052 København K.,
Danmark
25 37 36 51
25 37 36 51
http://www.sfi.dk
Modtag nyheder fra SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd på mail
Tilmeld dig her