06/09-12
-
Pressemeddelelse
Gode takter i samarbejdet om udsatte boligområder
Landsbyggefondens uddeling af midler til boligsociale indsatser i udsatte boligområder kan styrke de organisatoriske rammer for det lokale samarbejde om indsatserne. Erfaringerne indtil nu viser, at der er kommet mere fokus på samarbejdet både hos boligorganisationer og kommuner. Men der er stadig udfordringer, viser en ny rapport.
Landsbyggefonden har siden 2006 givet tilsagn om ca. 2,2 mia. kr. til boligsociale indsatser og huslejenedsættelser i udsatte boligområder over hele landet. I alt 162 såkaldte boligsociale helhedsplaner er der givet penge til. Formålet er at vende en negativ udvikling i boligområderne ved at engagere beboerne i indsatser, der fx kan nedbringe kriminaliteten eller styrke beskæftigelsen i området. Landsbyggefonden har bedt Rambøll og SFI evaluere disse indsatser i en række rapporter frem til 2016.
Denne evalueringsrapport - den anden i rækken - har fokus på de lokale samarbejder om helhedsplanerne. Rapporten bygger på interviews med nøglepersoner i 13 af de boligområder, der har modtaget midler fra Landsbyggefonden.
Styrket samarbejde - med udfordringer
Den første kortlægning viser, at det formelle samarbejde mellem kommuner og boligorganisationer er blevet styrket. Kommunerne er oftere end tidligere repræsenteret i projekternes styregrupper. Også internt i boligorganisationernes ledelse er der øget fokus på de boligsociale projekter.
I nogle områder er der dog også behov for en klarere rolle- og ansvarsfordeling mellem boligorganisationer og kommuner, når projekterne skal føres ud i livet.
Svært at holde fokus på målet
Rapporten viser også, at det kan være vanskeligt at holde sig helhedsplanernes mål for øje i arbejdet med indsatserne. Det betyder, at der i nogle områder mangler fokus på, hvordan konkrete aktiviteter bidrager til helhedsplanens erklærede mål. Det gælder særligt i de små projektsekretariater og i mindre grad i de større, hvor man har mulighed for at fordele opgaverne blandt flere medarbejdere - men også her kan det være svært.
Yderligere oplysninger: Hanne Nielsen, chefkonsulent (Rambøll), tlf. 51 61 79 73
Relevant information
http://www.sfi.dk
Firma
SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
Herluf Trolles Gade 11
1052 København K.,
Danmark
25 37 36 51
25 37 36 51
http://www.sfi.dk
Modtag nyheder fra SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd på mail
Tilmeld dig her