28/03-11
-
Pressemeddelelse
Husk at teste din fejlstrømsafbryder - det kan redde liv
Nu nærmer tiden sig, hvor man skal huske at sætte uret og skifte over til sommertid. De fleste husker uret, men mange glemmer at teste deres fejlstrømsafbryder.
- Selv om flere danskere end tidligere tester deres afbryder, er der stadig 28 %, der aldrig tester afbryderen, og det kan blive skæbnesvangert, hvis afbryderen ikke virker, når uheldet er ude, forklarer Dorthe G. Rasmussen, pressechef i Sikkerhedsstyrelsen.
Derfor er det en god huskeregel at teste sin afbryder, også kaldet HFI/HPFI afbryderen, når vi skifter mellem vinter- og sommertid, hvor urene i husholdningen skal stilles alligevel. Ved testen går strømmen i huset kortvarigt, og derfor kan man ligeså godt kombinere testen med, at man skal sætte urene på fx mikroovne og andre former for elektronik.
Hvis fejlstrømsafbryderen er mere end 10 år gammel, er det ekstra vigtigt at få den testet.
En undersøgelse viser, at ca. hver 7. afbryder, der er mere end 10 år gammel, ikke kobler ud som den skal. Derfor anbefaler Sikkerhedsstyrelsen, at man tester sin afbryder to gange om året.
HFI/HPFI afbryderen er et stykke mekanik, og det betyder, at den har godt af at blive testet eller "motioneret" et par gange om året. Så sikrer man sig, at afbryderen virker og kan slå fra, hvis der skulle opstå en farlig situation i forbindelse med boligens elektriske installationer.
Sådan testes afbryderen
Man tester HFI- eller HPFI-afbryderen ved at trykke på prøveknappen, som ofte er mærket med et "T". Når man trykker på knappen går strømmen i dele af eller i hele huset.
Kobler afbryderen ikke ud første gang, man trykker på prøveknappen, skal man kontakte en autoriseret elinstallatør.
Se film om test af HPFI-afbryder :
http://www.sik.dk/Forbrugere/El/Hvorfor-skal-du-teste-din-HPFI-afbryder
Tjek kampagnesitet www.kontaktdating.nu
Relevant information
http://www.kontaktdating.nu
Firma
Sikkerhedsstyrelsen
Nørregade 63
6700 Esbjerg,
Danmark
33 73 21 01
25 43 16 96
http://www.sik.dk