18/06-13
-
Pressemeddelelse
Mød en førende te-ekspert inden for gourmet te
International te-ekspert besøger den danske restaurantverden
En af verdens førende te-eksperter, amerikanske Austin Hodge, gæster København den 20. juni. Hans mission: At skabe opmærksomhed om verdens bedste teer i den danske restaurantverden
Har man først opdaget eksistensen af gourmet-te, åbner sig en ny verden, selv for erfarne te-drikkere.
Det oplevede også amerikanske Austin Hodge, da han for 20 år siden smagte en te hos en kinesisk bekendt - for derpå at opdage, at denne te, der var så anderledes end alt, han havde smagt, ikke kunne opdrives i USA. Drevet af nysgerrighed rejste han selv til Kina og opsøgte de afsidesliggende tehaver - og fandt ud af, at ingen vesterlænding nogensinde havde været der før. Det blev starten på hans firma Seven Cups og en utrættelig indsats for at åbne verdens øjne for kinesisk gourmet-te.
Austin gæster Danmark i forbindelse med, at hans danske partner Simply Tea markerer sine første 5 år med import af kinesisk gourmet-te (som eneste importør i Europa) og te-salon i Aarhus.
Især glæder Austin sig til at møde den danske restaurationsbranche, hos hvem te stadig lever et liv i skyggen, fortæller stifter af og partner i Simply Tea, Alexis Kaae.
"Den danske restaurantverden har ikke fokus på te. Når gode restauranter serverer kaffe efter middagen, er den naturligvis i bedste kvalitet. Men vælger gæsten te, lander der som regel et te-brev i kanden - måske endda tilsat kunstig smag af skovbær eller lignende. Det strider mod hele den gastronomiske kvalitetskultur, der ellers har så godt fat i danskerne."
Te er som vin
Ifølge Alexis Kaae er te-dyrkning en videnskab. Akkurat som vin er te afhængig af faktorer som vind- og vejrforhold, jordbund, plukning osv. Hver årgang og hvert område smager forskelligt.
Den såkaldte high end tea, på dansk kaldet højkvalitetste, dyrkes på bjergskråninger i Kina i op til 2000 meters højde.
"Træerne i disse afsidesliggende te-haver er ofte mange hundrede år gamle, og deres spæde topskud kan kun høstes i ganske få uger om året. De plukkes nænsomt ved håndkraft, da selv en saks ville ødelægge de spæde blade og få dem til at oxidere." Der skal bruges tusindvis af håndplukkede blade til et kilo te, som igen svinder ind til halvdelen, når teen er tørret.
"Denne høst er så lille og eksklusiv, at køberne overnatter i te-mesterens have for at være de første, der får adgang til den. Høsten er hurtigt solgt, så højkvalitetste når aldrig frem til de markeder, hvor de store te-importører køber ind. Derfor er det ganske få herhjemme, der har smagt gourmet-teer. Men dyrker man som restaurant den gode råvare, den gode kaffe og den gode vin, er der al mulig grund til at tænke te ind på samme høje gastronomiske niveau."
Fakta:
Hvad er højkvalitetste?
Højkvalitetste har en rundere smag end almindelig te. Det skyldes dyrkningsklimaet men også te-mesterens håndværk, der i Kina anses for at være en kunstart. Te-mesteren dufter til de spæde blade, ruller dem let for at bryde cellevæggen og frigive smagsstoffer og tilrettelægger den optimale tørring - en proces, der kan tage mange døgn.
Smagene i de forskellige teer beskrives som delikate med undertoner af bl.a. syren, sommerblomster, nødder, lakrids, honning, citrus og chokolade.
Herudover siges teen at have helende egenskaber, fordi de spæde teskud er så rige på næringsstoffer. Blandt andet indeholder te dyrket i flere tusind meters højde amonisyren L-theanin, som virker beroligende på centralnervesystemet.
Om arrangementet
Arrangementet "A Talk About Tea - Austin Hodge" afholdes eksklusivt for branchefolk indenfor café, restauration og sundhed. I arrangementet indgår en te-smagning.
Arrangementet er gratis men på grund af begrænset antal pladser er tilmelding nødvendig.
Tilmelding sker online på www.simplytea.dk
Tid og sted:
Torsdag den 20. juni kl. 14-17,
Asia House, Indiakaj 16, 2100 København Ø
www.asia-house.dk
Parkering / transport: Der er parkering ved Asia House mod betaling.
Fra Hovedbanen kan man tage toget til Østerport og gå det sidste stykke vej (ca. 8 minutter).
Fra Østerport St. til Asia House kan man tage bus nr. 26 i retning mod Frihavnen/Langelinie.
Om Simply Tea
Simply Tea har siden 2008 drevet te-salon i Aarhus og været eneste direkte importør i Europa af kinesisk gourmet-te, i partnerskab med Austin Hodge og hans firma Seven Cups.
Derfor rejser også Alexis Kaae og Mette Trier i maj til Kina for at smage og opkøbe noget af tehøsten til Simply Tea.
"På den måde sikrer vi, at teerne er 100% biodynamiske, og desuden plejer vi forbindelserne, hvilket er vigtigt. Det tager mange år at skabe så gode relationer med de kinesiske teproducenter, at man overhovedet bliver fundet værdig til at købe teen."
Simply Tea importerer og sælger hvid, gul, grøn, Oolong, sort og Puerh te.
Yderligere oplysninger:
Mette Trier, partner
Tlf. 2239 3077 / 3032 4228
Mail: mail@simplytea.dk
Hjemmeside: www.simplytea.dk
Relevant information
http://www.simplytea.dk