22/06-09
-
Pressemeddelelse
Luksussommerhuse lever højt på krisen
Luksussommerhuse lever højt på krisen
Danskerne vælger billige ferier i luksushuse med masser af plads, aktivitetsrum, wellness og pool frem for andre ferieformer
Mens rejsebranchen har ondt i omsætningen, glæder ejerne af de helt store udlejningssommerhuse sig. Danskerne har fået øjnene op for, at den årlige ferierejse med familien eller vennerne har et prisbilligt alternativ herhjemme.
»2008 var et kanonår, men udlejningen af de store luksushuse i 2009 er markant større end samme tid sidste år,« fortæller Bjørn Krogh Andersen.
Han er direktør for firmaet Skanlux, der har specialiseret sig i luksussommerhuse som investeringsobjekt. Den positive udvikling kommer, selv om markedet for sommerhusudlejning falder.
»Ejerne af de 80 specialbyggede danske Skanlux-huse mærker faktisk en større interesse end nogensinde før,« siger han.
Aktiviteter er sagen
Det er en tendens, udlejningschef Peder Jensen fra sommerhusudlejeren Dancenter kan nikke genkendende til:
»Vores største poolhuse er upåvirkede, når der er nedgang i markedet. Forklaringen kan være, at der er plads til mange mennesker. Det er billig ferie, når man regner ud per person,« siger Peder Jensen. Og de store familier opdager efterhånden, at rammerne i de store poolhuse er perfekte for dem, der selv vil bestemme, hvad der skal ske i ferien.
Derfor tager udlejerne af de største sommerhuse altså krisen helt roligt. Især når huset har pool, aktivitetsrum og masser af udfoldelsesmuligheder.
»Efterspørgslen efter aktiviteter i og uden for huset er klart stigende. Lejerne vil have flest mulige faciliteter,« fortæller Peder Jensen.
Det er netop, hvad Skanlux og Bjørn Krogh Andersen begyndte at bygge sine huse med for 10 år siden:
»Faciliteter som pool, aktivitetsrum og internetadgang er topscorere, men også adgang til andre spil, sauna, bordfodbold, billard og så videre gør det nemmere at leje ud,« siger han.
Skanlux oplever hver eneste uge, at sommerhusudlejere efterspørger flere af de helt store specialhuse, som danskerne er faldet for, og der ér flere på vej, beroliger direktøren, der hele tiden bygger nye huse rundt om i landet. Og han mærker tydeligt, hvad det er, lejerne går efter:
»Det er lige før, de stiller større krav om komfort og luksus end til en helårsbolig. Der er færre, der vil bo i en snæver køjeseng, når de først er af sted,« oplever Bjørn Krogh Andersen.
------------------------------
FORSLAG TIL BILLEDTEKSTER:
Luksussommerhus.jpg
Danskerne river næsten de helt store poolsommerhuse med aktivitetsrum ned fra hylderne hos sommerhusudlejerne. Billig ferie trækker nemlig, og er man mange nok,udkonkurrerer et luksussommerhus campingpladsen på pris. Foto: Skanlux
Aktivitetsrum.jpg
Sommerhuse med mange forskellige aktiviteter som pool, bordtennis, spa og sauna går som varmt brød, fortæller udlejningsbureauerne. Jo flere jo bedre! Foto: Scanlux
Relevant information
http://www.skanlux.dk