Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
20/05-10   -   Pressemeddelelse

Breve fra SKAT bliver lettere at forstå

SKAT er i gang med at skrive over 3.000 standardbreve om, så de er mere forståelige og imødekommende. De første nye breve er netop taget i brug. Målet er mere tilfredse kunder.

Det gamle paragrafsprog er lagt på hylden og erstattet af et mere mundret og tilgængeligt sprog i mange af SKATs breve. 3.000 standardbreve er ved at blive omskrevet, så de er mere forståelige og imødekommende.

- Vi er i gang med at omskrive vores breve, fordi det giver mere tilfredse kunder. Både borgere, virksomheder og rådgivere efterspørger korte, forståelige tekster, forklarer Richard Hanlov, der er fagdirektør i SKAT.

Han mener, at det er nødvendigt for SKAT at nytænke vejledningen til borgere og virksomheder:

- Dét, at folk ikke længere skal foretage sig noget i forhold til skatten, indebærer et element af fremmedgørelse. Det betyder, at vi må indrette vores service og sagsbehandling efter, at borgerne forventer, at vi klarer tingene for dem eller i det mindste giver dem ren besked om, hvad de skal gøre for at følge reglerne. Kunsten er at møde kunderne i øjenhøjde, siger Richard Hanlov.

Virksomheder med nogle år på bagen har måske efterhånden fundet ud af, hvad negativ moms og henstand betyder. Men der er stadig mange, der er i tvivl, og ofte er det slet ikke nødvendigt at bruge de svære ord. I de nye breve er negativ moms erstattet af 'det beløb, du skal have tilbage i moms', og i stedet for henstand står der, 'du kan vente med at betale skatten'.

- I det øjeblik borgere og virksomheder forstår, hvad vi skriver, bliver det lettere for dem at følge reglerne. Det betyder, at vi ikke behøver at bruge ressourcer på at rette fejl, der er opstået på grund af uforståelige forklaringer, siger Richard Hanlov.

SKAT har i samarbejde med analysefirmaet Capacent Epinion undersøgt, hvordan en omskrevet rykker bliver opfattet. Efter omskrivningen opfatter 68 % brevet som en høflig påmindelse mod 56 % tidligere. Antallet modtagere, der har svært ved at forstå brevet er samtidigt faldet fra 17 % til 10 %.

I første omgang er det brevene i SKATs største sagsbehandlingssystem, der er blevet skrevet om. Det betyder, at man kan forvente at få et nyt omskrevet brev, hvis man har en skattesag. Nu følger brevene på en lang række andre områder, og målet er, at omskrivningen af de vigtigste breve er færdig ved udgangen af 2010.

Relevant information

http://www.skat.dk


Pressekontakt


Firma

SKAT
Økonomi og Kommunikation, Østbanegade 123
2100 København Ø, Danmark

  7237 0900

http://www.skat.dk

Modtag nyheder fra SKAT på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire