Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
08/04-11   -   Pressemeddelelse

SKAT tager anmeldelser alvorligt

Konkrete og seriøse anmeldelser af snyd med skat og moms tages alvorligt af SKAT. Et nyt projekt skal sikre, at anmeldelser behandles ensartet i hele Danmark.

Danskerne accepterer ikke længere snyd med offentlige midler. Kommunerne landet over oplever en stigning af anmeldelser af socialt bedrageri, og SKAT modtager flere og flere anmeldelser af snyderi. Anmeldelserne tages meget seriøst, og et nyt projekt skal sikre ensartet behandling på tværs af landet.

- For 20 år siden ville ingen have drømt om at anmelde en spritbilist, men nu ringer man med det samme til politiet. For 10 år siden var det grænseoverskridende at anmelde skattesnyd, men i dag har de fleste borgere en meget klar fornemmelse af, at det er dem selv, som snyderiet går ud over, siger projektleder i SKAT Solveig Vadt Vejlebo, der fortsætter:

- Vi modtager også anmeldelser fra virksomheder, som ikke vil finde sig i unfair konkurrence fra konkurrenter, som arbejder sort.

I 2010 modtog SKAT 5.430 anmeldelser om snyd med skat og moms. Det gav på landsplan forhøjelser af skat og moms på et trecifret millionbeløb.

- Vi får en del anmeldelser, som bunder i nabostrid eller skilsmisse, men vi har efterhånden fået oparbejdet en vis rutine i at spotte dem, og kan hurtigt få dem frasorteret, fortæller Solveig Vadt Vejlebo

SKAT har i 2011 afsat 58 årsværk til projektet, som skal anvendes til at behandle de indkomne anmeldelser samt at få udviklet en metode, der skal sikre, at alle indkomne anmeldelser behandles ens i hele landet. Projektet kører i hele 2011. Projektet har fokus på, at de borgere, som kommer med seriøse anmeldelser, oplever, at der bliver taget fat i de konkrete henvendelser og problemstillinger.

- Hvis du ser nogen bryde ind i en butik eller køre spritkørsel, så anmelder du det til politiet. Hvis du ser nogen arbejde sort eller snyde med skatten, så kan du anmelde det til SKAT. Borgere og virksomheder, som overholder reglerne, skal ikke stå tilbage med regningen for de andres ulovligheder, siger Solveig Vadt Vejlebo.

Relevant information

http://www.skat.dk


Pressekontakt


Firma

SKAT
Økonomi og Kommunikation, Østbanegade 123
2100 København Ø, Danmark

  7237 0900

http://www.skat.dk

Modtag nyheder fra SKAT på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire