Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
03/11-11   -   Pressemeddelelse

Regeringen styrker indsatsen mod sort arbejde

Regeringen har fokus på sort arbejde og vil styrke indsatsen på området for at komme det til livs. En kombination af lempelse af reglerne om skattefrie vennetjenester og en skærpelse af blandt andet betalingsreglerne er nogle af de værktøjer, der skal medvirke til at begrænse omfanget af sort arbejde.

Regeringen vil lovfæste den gældende praksis for skattefri familie- og vennetjenester, som udføres i privat regi. Skattefri familie- og vennetjeneste er sædvanlige ydelser mellem familie og venner, og som er et udslag af almindelig hjælpsomhed og socialt engagement mellem mennesker, der har personlige relationer. Skattefriheden forudsætter, at ydelserne er uformelle, og at der ikke indgår kontant betaling eller anden form for systematisk udveksling af sådanne ydelser mellem personerne.

Herudover vil regeringen indføre skattefritagelse ved brug af ungdomshjælp i privat regi. Hvis arbejdet udføres af unge under 16 år, vil en eventuel betaling herfor ikke blive beskattet. Som eksempel kan nævnes betaling for hundeluftning, børnepasning, havearbejde mv. Det er alene fritidsjob efter skoletid, der fritages - ikke et fuldtidsjob, såfremt den unge ikke har fortsat sin skolegang efter normal skolepligts ophør.

Endelig vil der blive indført skattefritagelse for betaling for pensionshjælp udført i privat regi op til et beløb på 10.000 kr. årligt. Folkepensionister, der hjælper til med børnepasning, hushjælp, havearbejde og lignende, vil ikke blive beskattede af et eventuelt årligt vederlag på op til 10.000 kroner.

Krav om digital betaling af større regninger
Regeringen vil indføre krav om digital betaling af beløb over 10.000 kr. Forslaget indebærer, at private personer, der køber ydelser, kommer til at hæfte for leverandøres manglende betaling af skat og moms, hvis betalingen er sket kontant, og fakturabeløbet overstiger et vist beløb - eksempelvis 10.000 kroner. Hvis betalingen derimod sker digitalt, bortfalder hæftelsen. I Norge er lignende regler indført pr. 1. januar 2011.

Herudover vil regeringen indføre indberetningspligt ved udbetaling af forsikringsskadeerstatninger vedrørende fast ejendom. Forslaget indebærer, at forsikringsselskaberne har indberetningspligt til SKAT, når der bliver udbetalt skadeserstatninger over en vis størrelse vedrørende fast ejendom. Forslaget skal medvirke til at mindske risikoen for, at forsikringstager anvender den udbetalte skadeserstatning til at få udbedret skaderne ved sort arbejde.

Relevant information

http://www.skat.dk


Pressekontakt


Firma

SKAT
Økonomi og Kommunikation, Østbanegade 123
2100 København Ø, Danmark

  7237 0900

http://www.skat.dk

Modtag nyheder fra SKAT på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire