Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
24/11-11   -   Pressemeddelelse

EU-Domstolens dom om dansk praksis for tilbagebetaling af ambi

EU-Domstolen afsagde den 6. september 2011 dom i sagen Lady & Kid A/S m.fl. mod Skatteministeriet (Domstolens sag C-398/09), hvor Østre Landsret havde forelagt EU-Domstolen 4 spørgsmål om EU-rettens krav til national lovgivning om tilbagebetaling af afgifter opkrævet i strid med EU-retten. Sagen vedrørte den ambi, der blev opkrævet i årene 1988 til 1991, og som af EU-Domstolen i 1992 blev kendt i strid med det 6. momsdirektiv. Som følge heraf fik en række virksomheder, når betingelserne herfor var opfyldte, den betalte ambi tilbage helt eller delvist.

Der var efterfølgende en række retssager mellem virksomheder og Skatteministeriet, i det omfang der ikke var enighed om omfanget af tilbagebetaling af ambi. Det er den sidste af disse retssager, hvor EU-Domstolen tog stilling ved dommen den 6. september. I sagen havde myndighederne afvist virksomhedernes krav om tilbagebetaling af ambi. Dette afslag blev godkendt af Københavns Byrets dom i december 2002. Denne dom indbragte virksomhederne for Østre Landsret.

Østre Landsret forelagde i oktober 2009 EU-Domstolen 4 spørgsmål om EU-rettens krav til national lovgivning om tilbagebetaling af afgifter opkrævet i strid med EU-retten.

EU-Domstolens dom af 6. september 2011 fastslog, at EU-retten er til hinder for, at en medlemsstat nægter at tilbagebetale en uretmæssig afgift med den begrundelse, at omkostningen for den afgiftspligtige er blevet udlignet gennem en besparelse som følge af den samtidige ophævelse af andre afgifter. En sådan udligning kan fra et EU-retligt synspunkt ikke betragtes som en ugrundet berigelse i relation til denne afgift.

Dommen tilsidesatte hermed den danske praksis, der blev lagt til grund i tilbagebetalingssagerne om ambi, hvor der blev taget hensyn til de arbejdsgiverafgifter, der blev ophævet samtidigt med ambiens vedtagelse.

EU-Domstolens dom afgør ikke umiddelbart de verserende sager. Der er tale om en dom i en såkaldt præjudiciel sag, hvor dommen vil indgå i Østre Landsrets afgørelse af de verserende sager.

Dommen får efter Skatteministeriets opfattelse ikke betydning for de sager om tilbagebetaling af ambi, som er blevet afgjort tidligere. Der er i sin tid afgjort ca. 27.000 sager administrativt, hvor tilbagetalingskrav er forældede. Der er desuden ca. 600 retssager, der er afgjort ved retskraftige domme.

Relevant information

http://www.skat.dk


Pressekontakt


Firma

SKAT
Økonomi og Kommunikation, Østbanegade 123
2100 København Ø, Danmark

  7237 0900

http://www.skat.dk

Modtag nyheder fra SKAT på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire