Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
26/11-12   -   Pressemeddelelse

Nu kan private selv omregistrere bilen og motorcyklen

Nu bliver det lige så nemt at omregistrere sin bil eller motorcykel som at betale regninger i netbanken. SKAT åbner for muligheden efter et halvt års succes med Motorregistret, hvor 1600 forhandlere over hele landet foreløbig har taget 75 procent af de ekspeditioner, der tidligere blev udført af SKATs 28 nummerpladeekspeditioner. Skatteministeren fremhæver de digitale muligheder.

SKAT åbner mandag for alvor op for, at borgere på nettet selv kan skifte ejer og bruger på almindelige køretøjer som for eksempel brugte biler og motorcykler via TastSelv på skat.dk.

- Det er en fordel for både sælger og køber af en brugt bil, at den nye ejer kan omregistrere bilen, så snart handlen går igennem. Nu kan køberen spare turen til den nærmeste af SKATs nummerpladeekspeditioner, oplyser fagdirektør Kristian Vengsgaard, SKAT.

Bilejeren og motorcykelejeren kan også bestille erstatningsplader, en ny registreringsattest eller en 3. nummerplade på skat.dk.

De nye muligheder i TastSelv er en del af Motorregistret, som åbnede i juni. Motorregistret gjorde det muligt for 1600 autoriserede nummerpladeoperatører at sælge og udlevere nummerplader, så forhandlere og værksteder kunne spare turen til en af SKATs 28 nummerpladeekspeditioner. I dag, næsten et halvt år efter introduktionen af Motorregistret, er antallet af nummerpladeekspeditioner hos SKAT faldet drastisk. De seneste måneder er antallet af ekspeditioner faldet til under 35.000 om måneden mod næsten 140.000 i samme måneder sidste år. Det er et fald på tæt ved 75 procent.

SKAT valgte en stille lancering af privates muligheder for at omregistrere og bestille nummerplader for at teste, at systemet virker efter hensigten. Erfaringerne er så gode, at SKAT nu tør sætte turbo på lanceringen med annoncer, reklamefilm og radiospots. Det sker fra i dag, mandag den 26. november.

SKATs forventning er, at minimum 100.000 private hvert år vil benytte sig af muligheden for at omregistrere på nettet.

Og de digitale løsninger er vejen frem for både staten og borgerne, mener skatteminister Holger K. Nielsen.

- Regeringen har en ambitiøs strategi om at skabe effektivisering gennem digitalisering. Den digitale motorregistrering er netop et af de områder, hvor der er meget store gevinster at hente for både borgerne og for det offentlige. Vi sparer både tid og ressourcer, når borgerne selv kan klare omregistreringen af den nye stationcar, og samtidig giver vi borgerne en nemmere service. Det er den helt rigtige vej at gå, siger Holger K. Nielsen.

Hvis den nyindkøbte brugte bil eller motorcykel skal have nye nummerplader, skal man fortsat købe dem hos en af de autoriserede nummerpladeoperatører. Men også her sparer man turen til SKATs nummerpladeekspeditioner. Særlige biler, for eksempel taxaer og handicapbiler, skal stadig omregistreres hos SKAT.

Læs mere om de nye muligheder på skat.dk/omregistrering. Her findes også adresser på alle landets nummerpladeoperatører og SKATs nummerpladeekspeditioner.

Relevant information

http://www.skat.dk


Pressekontakt


Firma

SKAT
Økonomi og Kommunikation, Østbanegade 123
2100 København Ø, Danmark

  7237 0900

http://www.skat.dk

Modtag nyheder fra SKAT på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater