Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
22/12-10   -   Pressemeddelelse

Nu indledes krigen mod mårhunden

Det er allerede surt at være mårhund, men nu bliver det endnu værre. Miljøminister Karen Ellemann (V) har nemlig netop godkendt en handlingsplan for bekæmpelse af mårhunden, som udgør en trussel for en lang række dyr såsom padder og ræv - samt en række sårbare fugle. Mårhunden er med andre ord en trussel for biodiversiteten.

Godkendelsen kommer, efter at planen i efteråret har været i offentlig høring.

Direktør i Skov- og Naturstyrelsen, Hans Henrik Christensen, ser frem til at iværksætte de tiltag, som er indeholdt i planen. Han glæder sig i den forbindelse over, at høringen viste en bred opbakning til planen.

"De grønne organisationer og andre relevante aktører har alle vendt tommelfingeren opad til planen. Det er meget glædeligt, at opbakningen er så bred. Ikke mindst fordi der er lagt op til, at netop jægere og andre, der kommer i nature skal spille en afgørende rolle i indsatsen mod mårhunden. Vi glæder os til samarbejdet med dem", siger Hans Henrik Christensen.

Mårhunden, som er en invasiv art på linje med for eksempel dræbersnegle, bjørneklo og mink, udgør ikke alene en trussel for en række dyrearter. Dyret kan også være til fare for mennesker. Den kan nemlig være bærer af sygdomme, som kan overføres til mennesker, hvilket i yderste konsekvens kan føre til, at mennesker ikke længere uden risiko kan plukke bær og svampe, i naturen.

Skov- og Naturstyrelsen, som hører under Miljøministeriet, har indtil nu registreret godt 90 sikre fund af mårhund siden sommeren 2008. Målet med planen er, at der ikke yngler mårhunde i Danmark, når vi når frem til 2015.

"Vi skal ikke havne i samme situation som for eksempel lande som Tyskland og Polen. Her er der nu så mange mårhunde, at det ikke er muligt at udrydde dem. Sådan en situation må ikke opstå i Danmark. Og ved at gribe ind nu, hvor problemet endnu ikke er så stort, er vi med til at sikre, at bestanden af mårhunde holdes markant nede", siger Hans Henrik Christensen.

De konkrete tiltag i planen er bl.a. følgende:

· Brug af SMS-fælder. Disse fælder har den fordel, at de kun skal tilses, når der rent faktisk er gået et dyr i fælden.
· 150 særlige vildtkameraer. En del af kameraerne opstilles på steder, hvor der er mistanke om forekomst af mårhund. På den måde kan det hurtigt be- eller afkræftes om mistanken holder stik.
· De såkaldte Judas-halsbånd. Disse halsbånd fastgøres om halsen på indfangne mårhunde, som samtidig steriliseres. Herefter slippes mårhunden løs og opsøger sine artsfæller. På den måde afsløres det, hvor mårhundene holder til og kan bekæmpes.

Miljøministeriet havde lagt op til, at reglerne om tilsyn med almindelige fælder eventuelt skulle lempes. Men dette droppes nu efter indsigelse fra Dyrenes Beskyttelse, Dansk Pattedyrforening og Fødevarestyrelsen.

"Vi havde foreslået, at fælderne kun skulle tilses en gang om dagen. Som reglerne er nu, skal fældernes tilses to gange om dagen - og det kan være ret tidskrævende. Men flere organisationer har påpeget, at dette ville være problematisk, blandt andet fordi dyr kan blive meget stressede ved at opholde sig for lang tid i en fælde. Det har vi lyttet til og efterkommet", siger Hans Henrik Christensen.

Bekæmpelsen af mårhunden er i øvrigt allerede intensiveret. Lige efter nytår kom en ny bekendtgørelse, der øgede det tidsrum, hvori mårhunden må skydes, samt udvidede mulighederne for anvendelse af forskellige reguleringsmetoder. Således må mårhund nu f.eks. skydes fra en time før solopgang til en time efter solnedgang, ligesom man må skyde mårhund fra skydestiger og -tårne, og i nærheden af foderpladser.

Links:

· Se indsatsplanen her
· Læs mere om mårhunde her

Yderligere oplysninger:

· Direktør Hans Henrik Christensen, Skov- og Naturstyrelsen, mobil: 40 44 00 16
· Vildtkonsulent Ole Daugaard-Petersen, Skov- og Naturstyrelsen, tlf.: 76 54 10 20 / 20 23 02 66
· Skovrider Ulrik Lorenzen, Skov- og Naturstyrelsen, mobil: 21 41 86 46

Relevant information

http://www.skovognatur.dk


Pressekontakt


Firma

Skov- og Naturstyrelsen
Haraldsgade 53
2100 Kbh. Ø., Danmark

  72 54 20 00

http://www.skovognatur.dk

Modtag nyheder fra Skov- og Naturstyrelsen på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater