04/03-11
-
Pressemeddelelse
Virksomheder hjælper udsatte boligområder
Virksomheder vælger i stigende grad at indgå partnerskaber med udsatte boligområder. LEGO, Jydske Vestkysten, Nykredit og Vejle Brandvæsen er blandt de virksomheder, der deltager i et socialt partnerskab. Socialministeriet udgiver nu to kataloger med ideer til sociale partnerskaber.
Partnerskaberne kan med få midler skabe store resultater. Beboere får nye muligheder og virksomhederne får f.eks. glade, stolte og motiverede medarbejdere samt betydelig omtale. Der er et stort uudnyttet potentiale i partnerskaber mellem virksomheder og udsatte boligområder. Socialministeriet udgiver derfor to nye kataloger med ideer til virksomheder og kommuner, som har lyst til at deltage i sociale partnerskaber.
"Formålet med idekatalogerne er at inspirere flere til at indgå i sociale partnerskaber. De skaber en positiv gevinst for både virksomhederne og de udsatte boligområder. Sammen kan de nemlig opnå resultater, som de ikke ville kunne opnå hver for sig - og det er rigtig positivt", siger socialminister Benedikte Kiær.
Helt konkret har LEGO og Jydske Vestkysten "adopteret" skoleklasser i udsatte boligområder. De mødes med klasserne to gange om året. Eleverne oplever en arbejdsplads og virksomhederne får til gengæld viden om unge, som de ellers har svært ved at komme i kontakt med.
Og Nykredits medarbejdere rådgiver voldsramte kvinder om, hvordan de kan få styr på økonomien. Det sker i samarbejde med Mary Fonden og Mødrehjælpen. Medarbejderne oplever glæden ved at hjælpe andre og en stolthed over at arbejde i en virksomhed, der tager et socialt ansvar på sig.
Vejle Kommune har indgået et partnerskab med Vejle Brandvæsen og har på den måde fået skabt ro i boligområdet Nørremarken. Det har blandt andet sat en stopper for uheldige episoder, hvor brandmænd oplevede, at der blev kastet med sten efter dem. Partnerskabet indebærer, at unge fra Nørremarken kommer på besøg på brandstationen. Partnerskabet har også den gevinst, at de unge via deres tilknytning til brandstationen får indblik i forholdene på en arbejdsplads.
Yderligere oplysninger:
Camilla Nørholm, fuldmægtig, tlf. 33 92 94 46
Relevant information
http://www.sm.dk
Firma
Socialministeriet
Holmens Kanal 22
1060 København K,
Danmark
33 92 47 49
http://www.sm.dk