18/11-10
-
Pressemeddelelse
Kommunerne anbringer ikke længere små børn
Landets kommuner er i stigende grad holdt op med at anbringe de helt små børn. Det viser en ny undersøgelse, Socialpædagogerne har foretaget på landets døgninstitutioner for de helt små børn. "Der er aldrig blevet henvist færre småbørn til døgninstitution end nu, og det er dybt bekymrende. Det udhuler den specialiserede viden om de her spædbørn, og vi ved jo, at børnene er derude," siger Socialpædagogernes næstformand Benny Andersen i en kommentar til undersøgelsen
Det går støt ned ad bakke med antallet af udsatte småbørn på landets døgninstitutioner. Det viser en undersøgelse, Socialpædagogerne har offentliggjort i anledning af deres kongres. Undersøgelsen viser, at antallet af småbørn, der anbringes på døgninstitution, er rekordlavt. Socialpædagogerne begyndte at undersøge området i 2004 og i den periode er der sket et fald i anbragte småbørn på næsten 30 procent. Kortlægningen ser på antal pladser på døgninstitutioner for børn under syv år. I perioden 2009 til 2010, er institutionernes belægningsprocent gået fra 91 % til 85 % i 2010. Tallene bekymrer næstformand Benny Andersen, der mener det bunder i kommunernes dårlige økonomi:
"Når kommuner ikke visiterer de helt små børn til døgninstitutionerne, så tror jeg det hænger sammen med, at den indsats koster penge. Og da kommunerne lige nu er trængte af kravet om nulvækst på alle serviceområder, bliver det økonomien og ikke fagligheden, der bliver den afgørende faktor i de her udsatte små drenge og pigers liv. Det er ikke bare dybt kritisabelt ud fra et menneskeligt synspunkt, det er også på kant med Servicelovens bestemmelser. Og på lang sigt kan det få katastrofale følger, når vi på den her måde udhuler den specialiserede viden om udsatte spædbørn. En viden, som ikke findes i andet regi," siger Benny Andersen.
"Vi taler og taler om tidlig indsats, men vores undersøgelse her dokumenterer vores værste frygt om, at kommunerne holder sig til snakken. Halvdelen af de døgninstitutioner, vi har talt med, svarer, at de børn, de modtager er blevet ældre. Vi hører om kommuner, som systematisk dræner døgninstitutionerne og ved, at der næste år lukker to døgninstitutioner for de små børn, nemlig Slagelse Børne- og Ungecenter & Børne- og Ungecenter Guldborgsund. Men hvor kommunerne har tænkt sig at gøre af de små drenge og piger, der har brug for behandling og støtte de kommende år, må guderne vide. Samtidig hører vi, at indsatsen på familieinstitutionerne også er truet," siger Benny Andersen.
Nye tal fra Danmarks Statistik og Ankestyrelsen bekræfter, at antallet af anbragte småbørn på døgninstitution svinder kraftigt ind. Mellem 2000 og 2009 er der sket et fald på 35 % i antallet af anbringelser på døgninstitution, i alderen 0-6 år. Det samlede antal af familieplejeanbringelser er også faldet i perioden, dog i en mindre grad. Samlet set, er der sket en forskydning, så der i stigende grad anbringes i familiepleje, i stedet for på døgninstitution.
Relevant information
http://www.sl.dk
Firma
Socialpædagogerne
Brolæggerstræde 9
1211 København K.,
Danmark
7248 6936
2210 1725
http://www.sl.dk