Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
12/11-10   -   Pressemeddelelse

Solar fordobler sit overskud i tredje kvartal

Solar A/S med hovedsæde i Kolding har i årets første ni måneder omsat for knap kr. 7,5 mia. (€ 1.003,8 mio.) og opnået et overskud før skat på lidt over kr. 162 mio. (€ 21,8 mio.).

Den forbedring i betingelserne på de fleste markeder, som koncernen oplevede i årets andet kvartal, er fortsat i tredje kvartal. I forhold til tredje kvartal i fjor er der tale om en fordobling af resultatet før skat. I tredje kvartal i år har Solar-koncernen således realiseret et overskud før skat på knap kr. 100 mio. (€ 13,4 mio.) mod kr. 48 mio. (€ 6,5 mio.) i tredje kvartal i 2009.

- Vi glæder os over fremgangen og kan konstatere en positiv organisk vækst på tre ud af vores fire hovedmarkeder. Det vil sige Danmark, Norge og Sverige, mens Holland har et stykke vej endnu. Vi tror på, at den gode udvikling fortsætter, og at vi i fjerde kvartal kan skabe positiv organisk vækst på koncernniveau, siger koncernchef Flemming H. Tomdrup.

Koncernen arbejder strategisk på at sikre sig en position som den førende tekniske grossist ved at udvide produktsortiment og teknisk kompetence inden for el-, vvs- og ventilationsprodukter. Der er forventning om en organisk vækst på 3-6 procent næste år.

- Vi forventer, at forretningsområderne vedvarende energi, belysning, sikkerhed, kommunikation, offshore samt energiforsyning og infrastruktur vil bidrage med relativt høje vækstrater, mens mere traditionelle områder relateret til nybyggeri kun vil udvise beskedne vækstrater. Desuden venter vi, at salg af industrikomponenter vil vise en mindre fremgang, og at markedet for energioptimering i eksisterende bygninger vil udvikle sig positivt, forklarer koncernchef Flemming H. Tomdrup.

Opkøbsbølge fortsætter
Efter overtagelsen af dele af aktiviteterne i Otra Danmark A/S i september, har Solar foretaget to nye opkøb. Her i november har koncernens Aurora Group overtaget to aktiviteter i Sverige vedrørende salg og distribution af tilbehør til hvidevarer fra Hanestrom Paper AB samt fra Melitta Scandinavia AB. Aurora Group er blandt Nordens førende distributører af tilbehørsprodukter til forbrugerelektronik og hvidevarer.

Med overtagelsen følger Solar op på et af sine strategiske fokusområder, som er at skabe vækst gennem opkøb, der vil styrke markedspositionen yderligere.

- Vi er meget interesseret i at vokse - både via opkøb og organisk vækst, fastslår koncernchef Flemming H. Tomdrup.

Koncernchef/CEO Flemming H. Tomdrup træffes på mobil 4034 2900 for yderligere kommentarer.

Corporate IR & Communications Manager Charlotte Risskov Kræfting træffes på mobil 4034 2908.

Solar A/S (tidligere Aktieselskabet Nordisk Solar Compagni) er etableret i 1919 og noteret på Københavns Fondsbørs i 1953. Solar er en af Nordeuropas førende tekniske grossister inden for el-, vvs- og ventilationsprodukter. Koncernen, der har hovedsæde i Kolding, har datterselskaber under Solar-varemærket i Danmark inkl. Færøerne, Sverige, Norge, Holland, Tyskland og Polen. Desuden driver Solars Aurora Group forretning i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Solar er Danmarks 39. største virksomhed målt på omsætning og beskæftiger i alt 3000 medarbejdere.

Relevant information

http://www.solar.eu


Pressekontakt


Firma

Solar A/S
Industrivej Vest 43
6600 Vejen, Danmark

  79 30 00 00

http://www.solar.eu

Modtag nyheder fra Solar A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire