13/01-11
-
Pressemeddelelse
Solar har fået Den Danske Finansanalytikerforenings Informationsdiplom 2010
Solar A/S med hovedsæde i Kolding er blevet tildelt Den Danske Finansanalytikerforenings Informationsdiplom 2010 for en kontinuerlig høj og bred informationsgivning til aktiemarkedet over flere år.
Prisen tildeles et børsnoteret selskab, typisk uden for C20-indekset, som har gjort sig bemærket for ekstraordinær god information til aktiemarkedet eller har gjort en særlig indsats på et afgrænset område.
Finansanalytikerforeningens regnskabsudvalg, som står bag indstillingen, vurderer, at informationsniveauet i Solars regnskaber og selskabsmeddelelser er helt på højde med de større C20-selskaber, som ofte har langt flere ressourcer til dette arbejde.
Udvalget bemærker, at i en tid hvor mange især mindre selskaber har valgt at skære ned på antallet af segmenter og reducere kommentarerne til forventninger til fremtiden, har Solar-koncernen valgt at fastholde en detaljeret segmentering af omsætning og indtjening. Forventningerne til udviklingen på de enkelte markeder er specificeret, ligesom forventninger til 2011 allerede blev kommunikeret i forbindelse med Q3-regnskabet i efteråret.
- Vi er glade og stolte over at modtage denne pris. Det betyder rigtig meget for os at få anerkendelse for det store arbejde, der bliver gjort rundt omkring i hele koncernen, udtaler koncernchef Flemming H. Tomdrup.
I forbindelse med valget af Solar er der også lagt vægt på ledelsens tilgængelighed for investorer og aktieanalytikere samt velvilligheden til deltagelse i roadshows og investorseminarer.
- I Solar vægter vi åbenhed og gennemsigtighed højt. Vi tilstræber at give investorer og analytikere bedst mulig indsigt i relevante forhold. Vi ønsker at være synlige og tilgængelige for både eksisterende og potentielle aktionærer. Det gælder såvel institutionelle som private investorer, påpeger koncernøkonomidirektør Michael H. Jeppesen.
Solar-koncernen arbejder strategisk på at styrke indtjeningen og sikre sig en position som den førende tekniske grossist ved at udvide produktsortiment og teknisk kompetence inden for el-, vvs- og ventilationsprodukter på de fire hovedmarkeder Danmark, Holland, Sverige og Norge. For 2011 forventer koncernen en omsætning i intervallet kr. 10,6 mia. (€ 1.420 mio.) til kr. 10,9 mia. (€ 1.460 mio.).
Koncernchef Flemming H. Tomdrup træffes på mobil 4034 2900 for yderligere kommentarer.
Koncernøkonomidirektør Michael H. Jeppesen træffes på mobil 4034 2819.
IR & Kommunikationschef Charlotte Risskov Kræfting træffes på mobil 4034 2908.
FAKTA
Solar A/S (tidligere Aktieselskabet Nordisk Solar Compagni) er etableret i 1919 og noteret på Københavns Fondsbørs i 1953. Solar er en af Nordeuropas førende tekniske grossister inden for el-, vvs- og ventilationsprodukter. Koncernen, der har hovedsæde i Kolding, har datterselskaber under Solar-varemærket i Danmark inkl. Færøerne, Sverige, Norge, Holland, Tyskland og Polen. Desuden driver Solars Aurora Group forretning i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Solar er Danmarks 39. største virksomhed målt på omsætning og beskæftiger i alt 3000 medarbejdere.
Relevant information
http://www.solar.eu