15/05-13
-
Pressemeddelelse
Solar-koncernen fokuserer på øget indtjening
Som forventet har årets første kvartal været udfordrende for Solar-koncernen med hovedsæde i Kolding. Solar A/S har i første kvartal omsat for cirka 2,9 mia. kroner (€ 390,1 mio.) og realiseret et driftsresultat (EBITA) på cirka -28 mio. kroner (€ -3,8 mio.).
Koncernens markeder har været præget af nedgang, og det har især påvirket Solars selskaber i Holland og Tyskland.
- Påskens placering i marts betyder, at der ikke har været så mange arbejdsdage i kvartalet, ligesom vi har oplevet faldende omsætning. Begge dele har haft indflydelse på vores indtjening. Derudover har vi haft ekstra omkostninger i forbindelse med tilpasning af vores organisation til de aktuelle markedsforhold, forklarer koncernchef Flemming H. Tomdrup.
Han glæder sig over, at Solar netop har ansat en ny direktør i et af koncernens hollandske datterselskaber.
- Både i Holland og i den øvrige del af koncernen er fokus rettet mod indtjeningen. Vores altoverskyggende mål er at skabe øget lønsomhed, og det kræver et langt sejt træk, påpeger koncernchef Flemming H. Tomdrup.
Fokus på kerneforretningen
Solar-koncernen har for nylig solgt sit datterselskab Aurora Group Danmark A/S fra. Som distributør af tilbehørsprodukter til forbrugerelektronik ligger Aurora Groups forretningsområde uden for Solars kerneforretning.
- Med salget af Aurora Group kan vi fokusere fuldt ud på vores kerneforretning - grossisthandel inden for el, vvs og ventilation - hvor vi ønsker at være det stærkeste led mellem leverandører og kunder, pointerer koncernchef Flemming H. Tomdrup.
For yderligere kommentarer træffes:
Koncernchef Flemming H. Tomdrup - tlf. 7930 0201
Koncernøkonomidirektør Michael H. Jeppesen - tlf. 7930 0262
IR- & Kommunikationschef Charlotte Risskov Kræfting - mobil 4034 2908
FAKTA OM SOLAR
Solar A/S er en børsnoteret grossistvirksomhed og blandt Nordeuropas førende tekniske grossister inden for el-artikler samt vvs- og ventilationsprodukter. Solar tilbyder både produkter, viden og løsninger.
Koncernen, der har hovedsæde i Kolding, har datterselskaber i Danmark inkl. Færøerne, Sverige, Norge, Holland, Belgien, Tyskland, Polen og Østrig.
Solar-koncernen havde i 2012 en omsætning på € 1.700,9 mio. svarende til DKK 12,7 mia. og beskæftiger i dag omkring 3.500 medarbejdere. Solar er etableret i 1919 og noteret på Københavns Fondsbørs i 1953.
Relevant information
http://www.solar.eu