15/05-14
-
Pressemeddelelse
Solar-koncernen vil øge kundefokus og forbedre drift
Solar A/S med hovedsæde i Kolding har i årets første kvartal omsat for ca. 2,8 mia. kroner og realiseret et driftsoverskud (EBITA) på knap 22 mio. kroner. I forhold til første kvartal sidste år er omsætningen steget med netto 2,3%, mens et driftsunderskud på ca. 29 mio. kroner er vendt til overskud.
- Vi vil fokusere på to ting i den nærmeste fremtid. Vi skal være dygtige til at købe ind på vegne af vores kunder og sikre dem de bedste produkter og løsninger. Samtidig skal vi være gode til at udnytte de styrker, vi har på tværs i koncernen, til at forbedre driften, påpeger den nye koncernchef Anders Wilhjelm.
Engagement og udvikling
Anders Wilhjelm begyndte i Solar-koncernen 1. april og har siden blandt andet brugt tid på at besøge datterselskaber og kunder.
- Jeg har mødt mange engagerede medarbejdere og snakket med adskillige kunder. Solar er en værdsat samarbejdspartner blandt kunderne, og der er potentiale for at udvikle koncernen. Vi skal blive endnu bedre til at forstå vores kunders behov, og vi skal samtidig fortsætte arbejdet med at optimere de interne processer, så vi kan sikre en rimelig lønsomhed, siger koncernchef Anders Wilhjelm.
FAKTA OM SOLAR
Solar A/S er et børsnoteret selskab og blandt Nordeuropas førende indkøbs- og servicevirksomheder inden for el-artikler samt vvs- og ventilationsprodukter. Solar tilbyder både produkter, viden og løsninger.
Koncernen, der har hovedsæde i Kolding, har datterselskaber i Danmark inkl. Færøerne, Sverige, Norge, Holland, Belgien, Tyskland, Polen og Østrig.
Solar-koncernen havde i 2013 en omsætning på € 1.531,5 mio. svarende til DKK 11,4 mia. og beskæftiger i dag omkring 3.300 medarbejdere. Solar er etableret i 1919 og noteret på Københavns Fondsbørs i 1953.