Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
26/03-09   -   Pressemeddelelse

Danske stjerner hylder forbilleder i koncertrække

We Proudly Present er et nyt koncertkoncept , hvor hjemlige musikere tolker legenderne. De to første, der kommer under behandling, er højaktuelle Bob Dylan og Bruce Springsteen.

Bob Dylan udsat for Kira Skov og Bruce Springsteen udsat for The Kissaway Trail. Det er nogle af de unikke musikalske sammenstød, der venter, når Sony Music og Copenhagen Jazzhouse stolt præsenterer koncertrækken We Proudly Present.... Hér kan man ved seks forskellige arrangementer i 2009 opleve nogle af musikhistoriens vigtigste navne blive hyldet og tolket af danske kunstnere.

Bag initiativet står Johannes Dybkjær Andersson, som i en årrække har stået bag klubber og koncerter i hele landet. I sin egenskab af marketingmanager for Sony Music arbejder han til daglig med bagkataloget til Columbia Records, hvor blandt andre Bruce Springsteen, Bob Dylan, Johnny Cash og Leonard Cohen i folden.

- Jeg er ustoppeligt begejstret for nogle af de artister, jeg får lov til at arbejde med. De er kunstnere med et evigt liv, fordi deres sange er så universelle, at de hele tiden kan bruges i nye og friske sammenhænge. Og samtidig har jeg altid forsøgt at støtte op om dansk musik. Så det virkede som en god måde at kombinere tingene på, for vi forsøger at tilføje noget nyt både til legenderne og til de danske musikere, siger Johannes Dybkjær Andersson.

Copenhagen Jazzhouse lægger lokaler til We Proudly Present..., så aftenerne i musikhistoriens skær får de eksklusive rammer, kunstnerne fortjener. Og musikchef Lennart Ginman glæder sig til at slå dørene op til de seks koncerter.

- Publikum kan glæde sig til at opleve en intens og unik klubstemning. Og så er der en tydelig parallel mellem jazzverdenen og rockverdenen, da jazzmusikere altid har spillet fortolkninger af gamle kendte numre, siger han.

Første arrangement bliver We Proudly Present... Bob Dylan den 7. maj, hvor blandt andre Kira Skov, Claus Hempler og Malthe Fischer fra Oh No Ono synger deres yndlingsnumre fra Dylans hånd.

- Det er med stor ærefrygt, at jeg har sagt ja til at deltage i projektet, siger Kira Skov og forklarer:
- For Bob Dylan må nok siges at være mit største musikalske forbillede. Han har siden mine teenageår både vækket og inspireret mig og fortsætter med at gøre det den dag i dag. Hans repertoire er et tagselvbord af mesterværker, så jeg ser frem til at fortolke hans sange til maj.

Allerede nu er We Proudly Present... Bruce Springsteen også bekræftet til 6. juni, hvor blandt andre de to forsangere fra The Kissaway Trail deltager.

Relevant information

http://www.sonymusic.dk


Pressekontakt


Firma

Sony Music Entertainment Denmark A/S
Vognmagergade 7, 6. sal
1120 København K, Danmark

  3376 0300

http://www.sonymusic.dk

Modtag nyheder fra Sony Music Entertainment Denmark A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire