Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
13/04-10   -   Pressemeddelelse

X Factor-deltagere får friplads på førsteklasses musikskole

Sony Music, DR og Skolerne I Oure er gået sammen om at tilbyde finalisterne i X Factor skræddersyet musikundervisning

De 17 finalister i årets X Factor får nu mulighed for at fortsætte deres musikalske udvikling i landets bedste rammer. Sony Music og DR er nemlig gået sammen med Skolerne I Oure for at tilbyde dem ophold på Oure Contemporary Music. Det er Skolerne I Oures musikafdeling, som er udtænkt sammen med Kashmirs Kasper Eistrup og har en række etablerede kunstnere - som Tim Christensen, Marie Frank og Claus Hempler -tilknyttet.

Her får X Factor-finalisterne mulighed for friplads, og skolen kan skræddersy dem det forløb, de ønsker - fra højskoleophold af forskellig varighed til muligheden for at tage 9.-10. klasse og en almindelig studentereksamen. Det betyder, at de yngre kan få en skoleuddannelse, mens de dyrker musikken, og de, der er færdige med skolen, kan tage forskellige kurser.

- Jeg var helt blæst omkuld, første gang jeg besøgte Skolerne I Oure, og det er simpelthen en drøm for os at kunne give X Factor-finalisterne den hér mulighed, siger Karina Foss Fenn, der er projektansvarlig for X Factor hos Sony Music og fortsætter:

- Min erfaring med X Factor er, at det er vigtigt for deltagerne efterfølgende at få et frirum, hvor de kan eksperimentere med deres musikalske udtryk og dygtiggøre sig. Dét frirum mener jeg i høj grad, at Oure Contemporary Music giver.

Hos DR er der ligeledes glæde over den nye mulighed.

- Vi kender om nogen deltagernes evne til at kæmpe for drømmene og udvikle sig på kort tid. Derfor glæder det os rigtig meget, at de får den her ekstra mulighed for at fortsætte deres kreative udvikling i nogle rammer, hvor niveauet er højt, og hvor de samtidig kan have nogle fine sociale oplevelser, siger underholdningschef Jan Lagermand Lundme.

Skolerne I Oure ser frem til at tage imod de X Factor-deltagere, som tager tilbuddet.

- Vi er en bred uddannelse, og det vil vi gerne illustrere i samarbejdet X Factor, siger kommunikationschef Jasper Mortensen.

- Tidligere X Factor-deltagere øger bredden, og nuancerer billedet af, hvilke muligheder der findes inden for musik. De kan bidrage med tanker og oplevelser fra situationer, andre slet ikke har været i. Omvendt kan de spejle sig i musikere, som er sangskrivere og har siddet og nørklet med det i årevis.

Skolerne I Oure huser foruden musikelever også sportstalenter og har tradition for at rumme elever, som selv er medieeksponerede eller har forældre, som er det - herunder fodboldspilleren Kasper Schmeichel, håndboldspilleren Mikkel Hansen og tv-værtinden Katrine Bille.

Relevant information

http://www.sonymusic.dk


Pressekontakt


Firma

Sony Music Entertainment Denmark A/S
Vognmagergade 7, 6. sal
1120 København K, Danmark

  3376 0300

http://www.sonymusic.dk

Modtag nyheder fra Sony Music Entertainment Denmark A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire