Cults har allerede begejstret den amerikanske undergrund og kritikerskare med deres dystre girl-group-pop. 30. maj lander deres første album i Danmark. Et album man, på trods af de dystre undertoner, ikke kan undgå at lade sig begejstre af.
Der venter nemlig verden elegant og tilbagelænet 60'er-pop, når duoen Cults sender deres første album på gaden 30. maj. Navne som The Shangri-Las, The Ronettes og den kontroversielle producer Phil Spector rumsterer i det univers, kæresteparret Madeline Follin og Brian Oblivion maler frem. Men mørket og det kantede touch ligger konstant på lur - eksempelvis kan man høre kultledere som Charles Manson og Jim Jones hviske under singlen "Go Outside".
- Jeg synes, skønhed ligger i, at du har noget, som er smukt, men samtidig er der også noget galt med det. Så mens vores musik er opløftende, ligger der hjerteskærende citater og tekstbidder fra Charles Manson og Jim Jones. Det er hjørnestenen af skønhed for mig, når nogle, som er åbenlyst utiltalende i alle henseender, siger noget perfekt, forklarer Brian Oblivion.
Duoen har tiltrukket sig en del opmærksomhed. New York Times noterede dem blandt årets højdepunkter ved den vigtige undergrundsfestival CMJ Music Marathon i New York, der har været vugge for en række af tidens varmeste navne. Og det toneangivende musiksite, Pitchfork, listede sidste år singlen "Go Outside" som en af de 100 bedste sange i 2010, mens de for nylig roste gruppens optræden i et pakket telt ved kæmpefestivalen, Coachella.
Det selvbetitlede album er produceret af bandet i samarbejde med Shane Stoneback, der de seneste år har markeret sig som mixer for Vampire Weekend og Sleigh Bells.
På www.npr.org/2011/05/25/136463353/first-listen-cults-cults kan man lige nu høre hele albummet.
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.