28/09-12
-
Pressemeddelelse
Sorø satser på udvikling
Et smalt budgetforlig mellem to af byrådets fem partier byder på investeringer i både udvikling og service, men også på millionbesparelser på driften.
Selv i et sparebudget har de to partier fundet midler til at investere i erhvervsudvikling, byudvikling og bosætning. Konkret investeres der 6,6 mio. kroner i infrastrukturforbedringer, erhvervsudvikling, byudvikling og bosætning.
"Vi har lyttet til erhvervslivets ønsker og tager nu fat på at forbedre infrastrukturen omkring erhvervsområdet, så man kan køre med modulvogntog. Vi er også klar til at tage fat på at etablere den rundkørsel i krydset Elmebjergvej/Kalundborgvej som mange efterspørger. Vi venter sådan set kun på Vejdirektoratet, som selvfølgelig skal være med, da Elmebjergvej er en statsvej. Vi er klar til at deltage med vores andel af anlægsudgiften," siger borgmester Ivan Hansen.
Byudviklingsindsatsen omkring Alléhusområdet og Kulturfirkanten fortsætter, og allerede i år tager man også fat på en helhedsplan for Stenlille. Næste år kommer turen til Ruds Vedby, og i 2014 til Dianalund.
Ny økonomisk virkelighed
Der skal dog også findes mange millioner i besparelser når budgettet skal balancere. 9 millioner skal der spares på driften i 2013 og 14 millioner i de følgende år.
"Ligesom alle andre kommuner skal vi spare. Men ser vi på beløbene, så svarer det stort set til de penge som man rundt på de enkelte institutioner faktisk har kunnet lægge til side i de to seneste år. Så ja, det er mange penge, men det synes overkommeligt," siger Ivan Hansen som mener at mange af besparelserne vil kunne opnås gennem stadigt fokus på effektivisering, velfærdsteknologi, digitalisering og skærpede prioriteringer.
"Vi befinder os i en ny økonomisk virkelighed - og det kalder på nye løsninger. Vi skal tænke anderledes og få mere ud af de samme penge," siger Ivan Hansen. "Vi har ikke fra politisk hold udstukket løsningerne. Vi har fuld tillid til at kommunens ledere og medarbejdere er de bedste til at finde ud af hvor vi kan blive bedre og mere effektive. Men det er klart, at hvis det kommer til at påvirke serviceniveauet, så er det noget, som vi politisk vil tage stilling til," siger Ivan Hansen.
Kvalitetsløft i folkeskolen
Kvaliteten i folkeskolen er stadig i fokus. Der sættes tre millioner af årligt til fortsat kvalitetsforbedring. Herudover afsættes midler til at følge op på den skole it-strategi som byrådet vedtog i sidste uge. "Vi har lige vedtaget en ambitiøs skole it-strategi hvor alle elever og lærere får iPads. Den investering har vi lovet at følge op på - og derfor afsætter vi 3,5 mio. kroner fra 2016 og frem," siger Ivan Hansen.
Et andet nøgleord på skoleområdet bliver inklusion, og der lægges op til at langt flere elever med særlige behov fremover inkluderes i kommunens egne tilbud.
Uddannelsescenter skal knække kurven
En markant nyskabelse bliver etableringen af et uddannelsescenter på den tidligere Slaglille-Bjernede Skole. Uddannelsescentret er et konkret resultat af det tværgående ungeudvalgs arbejde for at finde løsninger der kan være med til at knække den triste kurve på ungeområdet hvor over 200 unge i kommunen i dag er uden job og uden uddannelse.
"Vi har nogle seriøse udfordringer på ungeområdet, og vi er blevet enige om at oprette et uddannelsescenter, en form for produktionsskole. Hvordan det konkret skal bygges op - og om det er noget vi kan gå sammen med nabokommunerne om - tager vi fat på at undersøge i starten af det nye år," siger gruppeformand for SF, Poul Hangler.
Strategisk plan for energi og natur
Kvalitet, kortlægning og koordinering er i fokus, når det gælder indsatsen inden for energi, natur og trafik. "Det gælder om at få mest ud af investeringerne, og derfor går vi i gang med at kortlægge hvilke muligheder der er. Og så vil vi gøre endnu mere for at få borgere og virksomheder med. Det er helt nødvendigt hvis vi skal nå vores mål på energiområdet," siger Poul Hangler.
Vedligeholdelse og idræt på anlægsprogrammet
På anlægssiden er det blevet vedligeholdelsens tur. Der afsættes 10 mio. i budgetperioden til vedligeholdelse og forbedret tilgængelighed, og herudover 4,5 mio. til renovering af jernbanebroen i Fjenneslev.
Der afsættes en million til etablering af kunstgræsbaneanlæg ved Frederiksberghallen, og der afsættes 1,6 mio. til renovering af friluftsbadet i Ruds Vedby.
Den store post på anlægsbudgettet er fortsat Frederiksberg Skole. Hertil kommer etableringen af en central tandplejeklinik som blev besluttet i byrådet i sidste uge.
Budgetaftalen for 2013:
- Holder skatten i ro
- Investerer i erhvervsudvikling og byudvikling
- Sikrer balance i budgettet gennem effektivisering, innovation og skærpet prioritering
- Giver kvalitetsløft til folkeskolen og understøtter ambitiøs skole it-strategi
- Har fokus på inklusion
- Bevarer Naturbørnehuset i Munke Bjergby
- Etablerer uddannelsescenter for at takle ungeledigheden
- Etablerer central tandplejeklinik i Sorø by
- Styrker den strategiske indsats på energi- og naturområdet
- Er indgået mellem S og SF (uden deltagelse af V, K og O)
Relevant information
http://www.soroe.dk/