31/10-12
-
Pressemeddelelse
Forfatterskole i Sorø Kommune
Den 10. januar 2013 slår Sorø Kommune dørene op for en ny forfatterskole, hvor unge i alderen 14-18 der brænder for at skrive, kan blive endnu bedre. Underviseren er den lokale forfatter Vibeke Bækkelund Lassen, der i 2008 vandt Gyldendals konkurrence om den bedste kærlighedsroman for unge med bogen "Mit lorteliv - en kærlighedshistorie". Undervisningen løber over 3 semestre fra januar 2013 til maj 2014. Her vil Vibeke bl.a. undervise de unge i powerwriting, idéudvikling, plot, dramaturgi og karakteropbygning hver torsdag fra 16-18. I hvert semester kommer der desuden en gæstelærer, der underviser i henholdsvis fantasy, mundtlige fortællinger og krimi og eleverne inviteres derudover til litteraturfestivalen LITT TALK på Vallekilde Højskole.
Der er ansøgningsfrist den 1. december. Her skal de unge aflevere en tekst, hvor de beskriver sig selv på en kreativ måde. Er der mere end 12 ansøgere pr. hold, bliver der oprettet en venteliste.
Forfatterskolen for unge er et samarbejde mellem 8 kommuner i det Midt- og Vestsjællandske. Hver kommune har sin egen forfatterskole med en lokal forfatter tilknyttet. Forfatterskolen ledes af forfatter Anne-Marie Donslund. Skolen sigter både efter at være talentudvikling for forfatterspirer, men er også en mulighed for de unge for at møde andre, der har samme interesse for litteratur, sprog og fortællinger.
Forfatterskolen finansieres af Kulturregion Midt- og Vestsjælland samt Huskunstnerordningen.
Relevant information
http://www.soroe.dk/