03/07-09
-
Pressemeddelelse
Danske virksomheder dropper de gode gerninger
SOS-Børnebyerne oplever et markant fald i danske virksomheders sponsorater. For et år siden ringede virksomhederne uopfordret flere gange om måneden - i dag er der blevet meget stille ved telefonerne. Ind imellem er der dog lyspunkter: Den danske producent af maling, Hempel, støtter blandt andet SOS-Børnebyen i Chengdu, Kina, hvor tusindvis af børn mistede deres forældre under kæmpejordskælvet for et år siden.
Krisen kradser tilsyneladende i de danske virksomheder. I hvert fald kan SOS-Børnebyerne organisationen, der arbejder for forældreløse og forladte børn, tydeligt mærke et fald i interessen blandt danske virksomheder for at sponsere.
"Det er kortsigtet at skære ned på CSR-aktiviteter og bidrag i krisetider, og virksomhederne kan komme til at fremstå mindre seriøse omkring deres tilgang til social ansvarlighed. Samtidig er behovet stort, og vi kan se, hvordan børnene i øjeblikket rammes meget hårdt på grund af krisen," siger SOS-Børnebyernes direktør Hanne Elisabeth Rasmussen.
"Netop i krisetider kan danske virksomheder vise, at de tager deres sociale engagement alvorligt. Det kan være med til at give dem en konkurrencemæssig fordel både herhjemme og globalt. De kan bruge deres sociale engagement til at skabe en positiv opmærksomhed omkring virksomheden og deres produkter. Det gælder både over for nye og eksisterende kunder - og ikke mindst indadtil, hvor medarbejderne lægger mærke til indsatsen," fortsætter Hanne Elisabeth Rasmussen.
Solstrålehistorie fra Kina
SOS-Børnebyerne nævner den danske producent af maling, Hempel, som et godt eksempel på en virksomhed, der har valgt ikke at skære ned i de sociale sponsoraktiviteter. Hempel er en af verdens førende inden for industrimaling og eksporterer sine produkter til mere end 80 lande verden over.
Sammen med SOS-Børnebyerne har Hempel valgt den hårdt udsatte Sichuan provins i Kina som mål for sin humanitære indsats. Det var her, at 46 millioner mennesker blev berørt af jordskælvet og 87.000 dræbt for et år siden.
"Sichuan er et område, hvor behovet for hjælp er meget stort, fordi ufattelig mange børn har mistet deres forældre. Samtidig er det et område, hvor Hempel har flere ansatte. Derfor er det oplagt, at man samarbejder med henblik på at yde hjælp," forklarer Hanne Elisabeth Rasmussen.
Nyt hus til forældreløse børn
Som led i samarbejdet finansierer Hempel Fonden bl.a. alle daglige fornødenheder til ti børn i SOS-Børnebyen i Chengdu. Den er bl.a. hjem for forældreløse børn, som har mistet deres forældre på grund af jordskælvet.
"Kina er et vigtigt marked for os, så det var helt naturligt at kontakte SOS-Børnebyerne, da vi hørte om tragedien i Chengdu. Vi har tidligere haft stor glæde af at samarbejde med SOS-Børnebyerne omkring tsunamien i 2004," fortæller sponsorchef Pia Torp fra Hempel.
"Det ligger i hele den hempelske ånd at støtte humanitære formål. Vores kunder, marked og medarbejdere skal vide, at Hempel gerne giver noget tilbage til de lokalområder, der er i nød. Vi tager et socialt ansvar, og vores medarbejdere må gerne være stolte af at arbejde i sådan en virksomhed," tilføjer Claus Colliander, der er formand for Hempel Fonden.
Negative konsekvenser for virksomheder
Ledernes Hovedorganisation råder på det kraftigste til, at virksomheder undlader at skære ned i deres CSR-aktiviteterne under krisen. Det kan få store negative konsekvenser for virksomhederne.
"Når først virksomheden er i gang med CSR, kan den ikke bare kaste det over bords, fordi der kommer nye tanker. CSR er en integreret del af virksomheders strategi og markedsføring. Hvis virksomheden bakker ud, kan det føre til utilfredshed blandt kunder, investorer og medarbejdere," lyder det fra Lederne.
Ifølge en undersøgelse oplever 40 procent af danske virksomheder, at CSR har en positiv økonomisk effekt, mens kun 4 procent oplever en negativ.
Relevant information
http://www.sos-borneby.dk