22/08-12
-
Pressemeddelelse
SOSU-Lederforeningen hilser Ungepakken velkommen, men frygter manglende praktikpladser og sammenhæng
Ungepakke - på vej, men lang vej i mål
Der skal gøres noget for de unge, der er ramt af ledighed. SOSU-Lederforeningen hilser derfor regeringens forslag til Ungepakke velkommen.
Gode erfaringer med jobrotation
SOSU-Lederforeningens formand, Søren Clausen, mener, at der er mange gode takter i regeringens udspil: "Det gælder særligt de initiativer, der skal hjælpe unge nyuddannede ledige i job. Eksempelvis har vi på social- og sundhedsskolerne gode erfaringer med at tilbyde efteruddannelse i forbindelse med jobrotation indenfor social- og sundhedsområdet."
Behov for revision af erhvervsuddannelserne - ikke kun brobygning
Isoleret set er initiativet om brobygning som et for-forløb til en erhvervsuddannelse en god ide, fordi nogle elever har behov for ekstra tid og støtte til at træffe det rigtige uddannelsesvalg. Et brobygningsforløb ændrer dog ikke ved systemets uhensigtsmæssige opbygning, hvor elever meget tidligt tvinges til at vælge uddannelse uden en egentlig introduktion til den brede palet af erhvervsuddannelser. SOSU-Lederforeningens formand, Søren Clausen, siger: "Der er i langt højere grad brug for en revision af hele opbygningen af erhvervsuddannelsessystemet. Det er vigtigt, at oprette mere introducerende forløb, der giver kendskab og adgang til en bredere vifte af erhvervsuddannelser."
Hvad med praktikpladserne?
Derudover frygter SOSU-Lederforeningen, at initiativerne i Ungepakken ikke i tilstrækkelig grad skaber praktikpladser. SOSU-Lederforeningens formand, Søren Clausen, udtaler: "Ungepakken tager ikke hånd om det helt grundlæggende problem på uddannelsesområdet, nemlig praktikpladsmangel. Der er helt åbenlyst en masse unge, som er interesseret i en erhvervsuddannelse, men som ikke kan få en praktikplads. Det er nødvendigt, at regeringen griber om nældens rod, hvis problemet skal fjernes."
Er det de samme penge?
SOSU-Lederforeningen er bekymret for, at Ungepakken finansieres af de Globaliseringsmidler som erhvervsskolerne står til at miste med udgangen af 2012. Det er midler, der f.eks. bruges til fastholdelsesindsatser. Hvis disse midler ikke opretholdes på skolerne, er der risiko for, at endnu flere unge melder sig i arbejdsløshedskøen.
Sammenhæng frem for enkeltstående pakker
Endelig håber SOSU-Lederforeningen, at Ungepakkens initiativer er tænkt godt sammen med 95%-udvalgets arbejde, da alle presserende problemer på erhvervsuddannelsesområdet er blevet henlagt til dette udvalg. SOSU-Lederforeningens formand, Søren Clausen siger: "social- og sundhedsskolerne støtter op om regeringens indsats mod ungdomsarbejdsløshed, og derfor er det altafgørende, at der skabes sammenhæng med regeringens initiativer for at styrke erhvervsuddannelserne, så de kan bidrage til at mindske ungdomsarbejdsløsheden."
For yderligere kommentarer og spørgsmål kan formand Søren Clausen (40411787) eller sekretariatschef Per Fruerled (42413501) kontaktes.
Relevant information
http://www.sosu.dk
Firma
SOSU-Lederforeningen
Ny Vestergade 17, 2.sal
1471 København K,
Danmark
+45 42 41 35 01
http://www.sosu.dk