Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
14/01-14   -   Pressemeddelelse

Ferieflyet mere miljøvenligt end bil, tog og bus

Gennem mange år har luftfarten været udpeget som "skurken", når talen falder på miljøvenlig transport. Men virkeligheden er en anden. CO2-udslippet er således større, hvis f.eks. ferierejsen til Mallorca eller Nice foregår med bil, bus eller tog. For hver kilometer, som en person kører med f.eks. en bybus i København, udledes der næsten dobbelt så meget CO2, som der produceres pr. passagerkilometer af et moderne Airbus 330-300 fly.

Mens bussen udleder omkring 119 gram CO2 pr. personkilometer og et tog ca. 113 gram, nøjes det nævnte Airbus-fly med 61,5 gram. En moderne bil med "halvanden" passager bidrager med 115 gram CO2 pr. passagerkilometer. - Dertil kommer så, at tog, bus og bil må tilbagelægge en længere strækning end flyet, der kan flyve den direkte vej til rejsemålene i udlandet, siger Kim Houmark Hansen, der er miljøchef i Spies' eget flyselskab, Thomas Cook Airlines Scandinavia.

Han har beregnet, at et af selskabets store A330-charterfly skal bruge 61 liter brændstof for at flyve en passager fra en dansk lufthavn til populære Mallorca. - Hvis man tror, at ens "uhakkede" røde Puch Maxi kan gøre det bedre rent brændstoføkonomisk, kan man godt tro om. Knallerten skal bruge mindst 65 liter benzin til den ca. 2.400 kilometer lange tur - og så skal man tanke mere end 20 gange undervejs, fortæller Kim Houmark Hansen.

Disse - og mange flere miljøtal - kan man finde i flyselskabets nyeste miljørapport for 2013/2014. Den kan hentes på selskabets hjemmeside. Mindre end en håndfuld europæiske flyselskaber udgiver deres miljøregnskab som supplement til det økonomiske regnskab. Det danske flyselskab er blandt de fem første i verden, som er ISO14001 miljøcertificeret.

- Både i EU og på nationalt plan taler politikerne ofte om afgifter på luftfart - afgifter, der ikke vil begrænse det samlede CO2-udslip men blot flytte problemet til andre transportformer og samtidig begrænse mennesker og vares bevægelighed. Skal der endelig afgifter på luftfart, vil det være et incitament for branchen til at få flyene fyldt, hvis afgifterne lægges på de tusindvis af tomme flystole, som specielt ruteflyene hver dag flyver rundt med. Her er en belægning på ca. 75 pct. ikke unormalt, mens charterflyselskaberne overvejende flyver med fyldte fly til gavn for miljøet, siger Kim Houmark Hansen.

På det seneste har Thomas Cook Airlines' piloter fået lagt deres flymanualer over på ca. 630 gram lette iPads. Ikke alene har det givet en vægtbesparelse pr. fly på ca. 50 kg men også et reduceret kopiforbrug på over en million A4 ark. De sparede kilo reducerer selskabets brændstofforbrug med ca. 100 tons på årsbasis og reducerer CO2-udslippet med ca. 300 tons. I år vil selskabet få leveret nye Airbus-fly (A321), som benytter ca. 3,5 pct. mindre brændstof.

###

Spies er Danmarks største rejsearrangør. Selskabet indgår i den nordiske rejsekoncern Thomas Cook Northern Europe sammen med rejsearrangørerne Ving i Norge og Sverige, Tjäreborg i Finland samt hotelselskabet Resorts & Hotels, der bl.a. driver hotelkæderne Sunwing Family Resorts og Sunprime Hotels. Spies' gæster flyver fortrinsvis med søsterselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia. Thomas Cook Group plc er noteret på Børsen i London og selskabets ca. 27.000 ansatte opererer i over 70 lande. Thomas Cook Group Airlines, der bl.a. tæller Condor i Tyskland, Thomas Cook Airlines i Storbritannien og Thomas Cook Airlines i Belgien, er med 86 fly Europas 11. største flyselskab.

Pressekontakt


Firma

SPIES A/S
Nansensgade 19 4.
1366 København K., Danmark

  +45 33 48 83 00
  +45 40 59 47 00

http://www.spies.dk

Modtag nyheder fra SPIES A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire