10/10-14
-
Pressemeddelelse
Spies dansk mester i charterrejser
Hvert år tager mere end en million danskere på charterferie. Over 25 pct. af dem vælger at lægge ansvaret for "årets bedste uger" i hænderne på Spies. Nu har forbrugerne netop sagt tak for gode ferieoplevelser ved at tildele selskabet den prestigefyldte Danish Travel Award. Prisen, som branchebladet Stand By står bag, blev uddelt i går for 20. gang - denne gang i LEGO's hangar i Billund Lufthavn, der i år kan fejre 50 års jubilæum.
Også Spies' eget flyselskab, Thomas Cook Airlines Scandinavia, blev hædret med en pris, nemlig som "Danmarks bedste charterflyselskab". Nordens største charterflyselskab overhalede bl.a. SAS og Jettime indenom.
Priserne blev uddelt af TV2's studievært Cecilie Beck. Foran ca. 400 deltagere fra rejsebranchen luftede hun fra scenen en fordom om charterfly: - Er der ikke noget om, at benpladsen kan være lidt knap, spurgte hun direktøren for Thomas Cook Airlines, Torben Østergaard. Han returnerede spørgsmålet med at kunne fortælle, at flyselskabet frem til februar 2015 får leveret seks spritnye Airbus 321-fly med nyudviklede ergonomiske stole, der byder på så meget ekstra benplads, at komforten bliver markant bedre end på mange rutefly. Listeprisen på de nye fly ligger på ca. 500 millioner kroner - pr. fly!
Direktør i Spies, Jan Vendelbo, afslørede ved prisuddelingen opskriften på selskabets succes hos de rejselystne danskere. - Vi satser benhårdt på at udvikle vores egne hotelkoncepter som f.eks. Sunwing Family Resorts for familierne og Sunprime Hotels for de, der gerne vil holde ferie på et hotel uden børn under 16 år. For 10 år siden udgjorde disse koncepter 25 pct. af alle vores rejser - i dag vælger ca. 50 pct. af gæsterne vores unikke hotelkoncepter, sagde Jan Vendelbo.
Pressekontakt
Torben Andersen
Kommunikationschef
+45 40 59 47 00
Firma
SPIES A/S
Nansensgade 19 4.
1366 København K.,
Danmark
+45 33 48 83 00
+45 40 59 47 00
http://www.spies.dk