08/11-16
-
Pressemeddelelse
Årets Fodboldspiller 2016: De nominerede er...
Den 7. januar 2017 kåres vinderen af Spillerforeningen og Hessel HiRE Årets Fodboldspiller 2016 ved DR's store sportsgalla, Sport 2016. Her er de fem nominerede.
Spillerforeningen og Hessel HiRE kårer Årets Fodboldspiller 2016, der er den mest prestigefulde pris herhjemme, da det er spillerne selv, som både nominerer og afgør, hvem der skal vinde.
Spillerne stemmer nu på de fem nominerede. Herefter skæres nomineringsfeltet ned til de tre spillere, der har fået flest stemmer. Den endelige vinder afsløres ved DR Sport 2016 den 7. januar i Boxen i Herning.
De nominerede til Spillerforeningen og Hessel HiRE Årets Fodboldspiller 2016 er:
Kasper Schmeichel, Leicester City, spillede en afgørende rolle på det Leicester-hold, der snød alle favoritterne og løb med Premier League-titlen foran Arsenal på 2. pladsen og Christian Eriksens Tottenham på 3. pladsen. I Efterårssæsonen har Schmeichel blandt andet holdt nullet for Leicester i Champions League, hvor de ligger til videre avancement fra gruppen med 3 sejre og en uafgjort.
Thomas Delaney, FC København, har manifesteret sig som en af de absolutte profiler på et stærkt FC København-hold. Her var Delaney en af de bærende kræfter, da FC København i sommer kunne løfte mesterskabstrofæet, ligesom han gjort en god figur i klubbens flotte Champions League-kampagne i efteråret. Samtidig er 2016 også året, hvor Delaney har etableret sig som fast mand på landsholdet.
Andreas Christensen, Borussia Mönchengladbach, er i 2016 gået fra at være et stort talent til en stor profil. Både på klub- og landshold er Andreas Christensen blevet fast mand i forsvaret, hvor han også har gjort sig bemærket blandt de europæiske storklubber på et velspillende Borussia Mönchengladbach-hold.
Nicolai Jørgensen, FC København/Feyenoord, var en af FC Københavns helt store profiler i mesterskabssæsonen. Han mange flotte præstationer og mål betød også, at Nicolai Jørgensen nu er at finde i hollandske Feyenoord, hvor han har haft en forrygende start. For ikke alene ligger han i toppen af Æresdivisionen med Feyenoord, han topper også topscorerlisten i den bedste hollandske række.
Christian Eriksen, Tottenham Hotspur, vandt sidste år titlen som Årets Fodboldspiller for 3. år i træk som den første nogensinde. Og igen i år er den danske midtbaneprofil at finde blandt de nominerede. Eriksen har i år haft en flot sæson i Tottenham Hotspur, der blev nummer tre i Premier League, og hvor holdet igen i denne sæson har bidt sig fast i toppen.
Se med på DR1 den 7. januar 2017, hvor vi kårer vinderen af Spillerforeningen og Hessel HiRE Årets Fodboldspiller 2016 ved Sport 2016 i Boxen i Herning.
Pressekontakt
Pressetelefon
33 12 11 28