Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
12/12-13   -   Pressemeddelelse

Lyngby Boldklub vinder Giv Racismen Det Røde Kort Prisen 2013

Hvert år uddeler Spillerforeningen Giv Racismen Det Røde Kort Prisen til en person eller gruppe, som har bidraget med et væsentligt og forskelsgivende arbejde i kampen for at bekæmpe racisme i sporten. I år går prisen til Lyngby Boldklub.

I løbet af året har Lyngby Boldklub afholdt flere kampagneaktiviteter for Giv Racismen Det Røde Kort i forbindelse med hjemmekampene i 1. Division, hvor spillerne med bannere og røde kort, har taget afstand fra racisme. Lyngby har også, som de første, afholdt kampagnen med deres U-17 og U-19-hold.

Derudover har Lyngby Boldklub gjort en særlig indsats som reaktion på den racistiske opførsel, som Lyngby-spilleren, David Boysen, er blevet udsat for i løbet af de sidste par år. David Boysen måtte blandt andet i sæsonpremieren i 1. Division i år lægge øre til antisemitiske tilråb fra klubbens egne fans. Efterfølgende tog Lyngby Boldklub sammen med de resterende fans stærkt afstand fra episoden og idømte herefter en af klubbens egne fans karantæne.

Ledere og spillere i klubben har desuden underskrevet en erklæring, som blandt andet lyder:

- Racisme må og skal aldrig accepteres. Det gælder uanset anledningen inde på banen, uden for banen eller det generelle frustrationsniveau i forbindelse med en fodboldkamp, der ikke udarter sig efter forventningerne. Der er ingen undskyldninger og personer, som har behov for at ytre deres racistiske holdninger har intet at gøre til vores kampe (...) Racediskrimination er så fjernt fra alle værdier, vi i Lyngby står for, og det er et problem, vi skal komme til livs en gang for alle.

Lyngby Boldklub har sammen med fanklubben Blue Vikings også udviklet en handlingsplan imod racisme.

Spillerforeningen ønsker derfor at anerkende og bakke op om Lyngby Boldklubs flotte arbejde med bekæmpelse af og afstandstagen til racisme. Derfor modtager Lyngby Boldklub Giv Racismen Det Røde Kort Prisen 2013.

Pressekontakt

Pressetelefon
  33 12 11 28

Firma

Spillerforeningen
Pilestræde 35, 1. sal
1112 København K, Danmark

  +45 33 30 13 36

http://www.spillerforeningen.dk/

Modtag nyheder fra Spillerforeningen på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire