15/02-11
-
Pressemeddelelse
Rejsekataloget er dødt og begravet
Internettet har sejret, og for første gang i Star Tours historie, er det oprindelige rejsekatalog for sommeren 11, erstattet af et helt nyt format, der skal tjene mere som inspiration frem for værktøj til bestilling af rejsen. Rejsekataloget er dødt, Internettet har overtaget.
- For ti år siden trykte vi en halv million rejsekataloger på 400-500 sider, for fem år siden var tallet 200.000, og i år har vi droppet det kendte katalog helt og i stedet lavet det, vi kalder et "Magalog", altså en blanding af et magasin og et katalog, der i højere grad er ment som inspiration og appetitvækker på 100 sider, og som trykkes i knapt 100.000 eksemplarer, fortæller Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour.
Alle bruger InternettetMålinger viser, at 60 % af Star Tours kunder køber rejsen over nettet, mens hele 90 % bruger nettet til at hente inspiration og til research i processen med at finde frem til næste feriemål.
Star Tour har omkring 175.000 besøgende på startour.dk hver uge, for at se film fra rejsemålene, fotos, bedømmelser fra andre kunder, få tips, booke udflugter og meget mere. Desuden er priserne på nettet altid de aktuelle priser.
- Selvom jeg selv, og mange af vores trofaste kunder, sørger lidt over tabet af det gode gamle katalog og hele stemningen omkring at sidde sammen og studere det sidste nye, så må jeg erkende, at den fagre nye verden har overtaget mange af de funktioner, som kataloget havde, og derfor er der ingen logik eller økonomi i at trykke hundrede tusindvis af tykke, dyre papirkataloger længere, og desuden er udviklingen i tråd med vores fokus på miljøet, mener Stig Elling.
Relevant information
http://www.startour.dk