14/08-14
-
Pressemeddelelse
Græsk ferieø er sommerens bedste rejsemål
Sommerferien er slut for de fleste, og 50.000 hjemvendte charterkunder har givet sommerens rejse karakter. Samos er sommerens vinder, når det kommer til bedste feriemål generelt, efterfulgt af Marmaris, Menorca, Vestkreta og Sicilien.
- Sommerens top fem over de rejsemål, som Star Tours kunder har været mest tilfredse med, har nogle træk til fælles, nemlig unikke udflugtsmuligheder, nemt at komme rundt, mange valgmuligheder ifht. hoteller, tryghed og skønhed. Sådan vil jeg beskrive alle fem rejsemål, fortæller Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour.
Sommerens top 5 ser dog anderledes ud, når det kommer til, hvilke feriemål kunderne mener, har haft det bedste vejr denne sommer. Vejrmæssigt er Hurghada, Kos, Bodrum, Rhodos og Gran Canaria kundernes favoritter - altså ingen sammenfald med de bedste feriemål generelt.
- Vi plejer jo at se en sammenhæng mellem kundernes tilfredshed og vejret - i hvert fald hvis vejret har været mindre godt. Måske er denne sommers karaktergivning præget af, at vejret faktisk har været strålende på alle feriemål, med få dages undtagelser, mener Stig Elling.
Star Tour, der er Danmarks største charterarrangør, forventer at sende ca. 330.000 kunder på ferie i 2014, heraf knap 200.000 i sommersæsonen.
Top 5 over bedste rejsemål sommer 2014:
1 Samos, 2 Marmaris, 3 Menorca, 4 Vestkreta, 5 Sicilien
Top 5 over feriemål med bedste vejr sommer 2014:
1 Hurghada, 2 Kos, 3 Bodrum, 4 Rhodos, 5 Gran Canaria