Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
10/12-14   -   Pressemeddelelse

Rejsekongen abdicerer: Stig Elling forlader Star Tour

En særlig epoke slutter, når Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour gennem 33 år, forlader virksomheden ved udgangen af januar 2015. Stig Elling har været aktiv i rejsebranchen i 50 år, de seneste 33 år altså i Star Tour, og mange kender ham som Mr. Charter, Rejsekongen mm., og som den der er tilgængelig alle døgnets 24 timer, hver dag året rundt, og udtaler sig for hele rejsebranchen, når der har været uro eller naturkatastrofer derude i verden. Nu vil Stig Elling have en mere sund balance mellem arbejde og privatliv:

- Jeg har været på 24/7, 365 dage om året de sidste 33 år. Det har været sjovt, spændende og nogle gange frygtindgydende. Jeg har elsket at arbejde i Star Tour, ikke mindst på grund af de fantastiske mennesker, jeg har haft som kolleger, og nu har jeg nået en alder, hvor jeg har lyst til at skrue ned for intensiteten i mit arbejdsliv, og have mere tid til at nyde andre dele af mit liv. Min mand Steen burde have Nobels Fredspris for sin tålmodighed og udholdenhed i forhold til mit arbejde, der utallige gange har afbrudt ferier, nattesøvn og sociale sammenkomster, så måske bør jeg forkæle ham lidt nu, siger Stig Elling.

Lena Petersson, kommunikationsansvarlig i TUI Nordic siger:
- Stig har været et fast holdepunkt i 33 år i Star Tour og i 50 år i den danske rejsebranche, og han har gjort en helt enestående indsats begge steder. Der er kun én Stig, og vi arbejder på at finde en person, der kan overtage nogle af Stigs opgaver - deriblandt at være Star Tours ansigt ud mod de danske medier.

Stig Elling er dog langt fra på vej på pension, og forventer at være aktiv i rejsebranchen mange år endnu.

- Jeg forventer at "dø i manegen", som man siger, men jeg kan ikke anbefale til nogen at være "på" 24/7, det er alt for meget og for hårdt i længden, så fremover skal jeg arbejde på en anden, mere balanceret måde som for eksempel brancheekspert, rådgivende konsulent eller lignende. Jeg kender ikke fremtiden, men jeg glæder mig til den, fortæller Stig Elling, der også er formand for RID, rejsearrangører i Danmark, en post han fortsætter med til udgangen af januar 2015.

Stig Ellings højre hånd i Star Tour gennem knapt 11 år, journalist Fie Sandfeld, forlader samtidig virksomheden.

Billeder


Pressekontakt


Firma

Star Tour A/S
Gl. Køge Landevej 22
2500 Valby, Danmark

  33 47 90 00
  20 90 24 13

http://www.startour.dk

Modtag nyheder fra Star Tour A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire