Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
26/10-10   -   Pressemeddelelse

Vigtig viden om dansk skolehistorie bliver tilgængelig for alle

Vigtig viden om dansk skolehistorie bliver tilgængelig for alle
Offentligheden får nu adgang til 230 hyldemeter arkivalier om dansk skolehistorie fra slutningen af 1700-tallet til begyndelsen af 2000-årene.

Pressemeddelelse fra Statens Arkiver og Danmarks Pædagogiske Universitetsskole - Aarhus Universitet

De mange arkiver, der kommer fra skoler, institutioner, private foreninger og kendte skolefolk, rummer vigtig skolehistorisk viden og belyser en lang række historiske forhold.

Den Proletariske Lørdagsskole
Et af arkiverne belyser fx 1970'ernes politiske klima. Det er arkivet fra Den Proletariske Lørdagsskole 1973-80. Skolen blev stiftet af Finn Ejnar Madsen, som underviste børnene i socialisme, kritisk indstilling til samfundet og militærtræning med kolonneløb, armbøjninger og march.

En række af skolens plancher er bevaret. Her kan man læse skolens dagsplan for hver lørdag. Eleverne mødte kl. 10 til appel og "kontrol af mødedisciplinen". Efter en sang havde eleverne 2 undervisningstimer og et gruppemøde, inden der var spisekvarter. Om eftermiddagen var der 1 undervisningstime og 1 produktionstime, hvor børnene f.eks. arbejdede med linoleumstryk. Kl. 15.55 var der afslutningsappel med uddeling af dagens avis og en sang. Derefter tog børnene hjem. Gruppelederne blev tilbage og fremlagde kritik fra gruppemøderne. Sidste punkt på dagsplanen var: "Kursen rettes til."

Skolebyggeri i 1942
Et andet arkiv stammer fra Undervisningsministeriets rådgivende arkitekt i skolebyggerisager. Fra rådgivningstjenesten er der bevaret 304 arkivæsker med flere tusinde sager om dansk skolebyggeri gennem 60 år, fra 1920 til 1984.

Kgl. bygningsinspektør Thomas Havning var rådgivende arkitekt 1920-63. I 1942 ville Gislinge Sogneråd udvide skolen i Gislinge, og man fik den kendte arkitekt Marius Pedersen til at lave en plan for udvidelsen. Havning fik planen til udtalelse. Den valgte udvidelse var uden tvivl økonomisk, men Havning mente, at der var "i Virkeligheden kneben nok (...) Plads til de Ting, som man gerne vil presse ind paa den forhaandenværende Plads." Han opstillede derfor en række betingelser, bl.a. at skolestuernes størrelse tilpasses børnetallet.

Marius Pedersen fik en kopi af Havnings udtalelse, hvilket fik ham til at skrive til Havning med det samme. Han ville gerne have erklæringen rettet, "inden den kommer ud til den meget krigeriske Gislinge By, der i Forvejen er indstillet paa Slagsmaal." Og derfor sendte han en række kommentarer til Havnings bemærkninger. Sagen endte dog med, at sognerådet opgav udvidelsen.

Dansk Skolemuseums arkiv
Arkivalierne stammer fra Dansk Skolemuseum. Efter museets lukning i 2008 har offentligheden ikke haft mulighed for at benytte arkivalierne, som stod opmagasineret på et fjernlager. Et samarbejde mellem Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) og Statens Arkiver betyder nu, at arkivalierne fremover vil blive gjort tilgængelige for offentligheden på Statens Arkivers læsesale.

Arkivalierne fra Skolemuseet skal bl.a. anvendes i forbindelse med projektet "Dansk skolehistorie. Hverdag, vilkår og visioner gennem 500 år". Projektets deltagere skal skrive en ny og samlet fremstilling af den danske skoles historie. Værket udkommer i 2014 i anledning af 200 års jubilæet for skolelovene af 1814.

Yderligere information
Professor Ning de Coninck-Smith, DPU, tlf. 88 88 98 49, e-post ning@dpu.dk

Arkivar Christian Larsen, Rigsarkivet, tlf. 33 92 23 99, e-post cla@ra.sa.dk

Læs om projekt Dansk Skolehistorie på Danmarks Pædagogiske Universitetsskoles hjemmeside: http://www.dpu.dk/site.aspx?p=13301

Læs pressemeddelelsen på Statens Arkiver hjemmeside: http://www.sa.dk/content/dk/om_statens_arkiver/nyhedsoversigt/vigtig_viden_om_dansk_skolehistorie_bliver_tilgangelig_for_alle


Relevant information

http://www.sa.dk


Pressekontakt


Firma

Statens Arkiver
Rigsdagsgården 9
1218 København K, Danmark

  33 92 33 10

http://www.sa.dk

Modtag nyheder fra Statens Arkiver på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater