Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
15/03-12   -   Pressemeddelelse

Som et af de første arkiver i verden bevarer Statens Arkiver geodata

Geodata er en digital beskrivelse af blandt andet landskaber, administrative grænser og arealanvendelse. Statens Arkiver bevarer nu også digitale geodata og har netop modtaget Kort & Matrikelstyrelsens digitale matrikelkort.

Geodata er en særlig udfordring for arkiverne, fordi alle, der arbejder med geodata, arbejder på at lave en så nøjagtig digital beskrivelse af geografiske fænomener, som det kan lade sig gøre. Derfor bliver de opdateret og overskrevet, når nye målinger kommer til. Det har af samme grund vist sig vanskeligt at finde komplette geodatasæt, der er bare ti år gamle. Men geodata er en vigtig kilde til hvordan Danmark har set ud, hvordan vi som mennesker har arrangeret os, og på hvilket grundlag forvaltningen har truffet beslutninger. Derfor er det ekstremt vigtigt, at Statens Arkiver arbejder på at bevare de centrale geodata inden de går tabt.

Statens Arkiver fastlagde i 2010 de nødvendige bevaringsstandarder, for at kunne håndtere geodata. Det har været en lang proces at finde en anvendelig standard for bevaring af geodata, ikke mindst fordi man kun i begrænset omfang har kunnet læne sig op ad store, internationale bevaringsinstitutioner, da Danmark er et af de første lande, hvor der kan afleveres geodata til arkiv. Statens Arkiver har valgt at bevare geodata efter den danske profil af GML-standarden, og nu har arbejdet båret frugt, og arkivet vil fremover sikre, at de centrale geodata bliver gemt til eftertiden.

Chefkonsulent Jan Dalsten Sørensen fra Rigsarkivets sektion for digital bevaring (DIARK) udtaler:
"I GML har Statens Arkiver fundet et format, der er velegnet til bevaringsformål. Vi er overbeviste om, at de arkiverede geodata kan læses i al evighed."

Geodata bliver stadigt mere integreret i den offentlige forvaltning, i kommunikationsstrukturer samt i forskningen, derfor er det af stor vigtighed, at Statens Arkiver nu kan sikre at forskere og borgere også i fremtiden vil kunne anvende strukturerede geografiske data.

Arkivar ved Rigsarkivet Jeppe Klok Due udtaler:
"Med bevaringen af det digitale matrikelkort har vi sikret en vigtig kilde til al fast ejendom i Danmark. I fremtiden vil forskere og andre interesserede kunne lave geografiske analyser af ejendomsforhold og ejendomsgrænser. Matrikelkortet afleveres i intervaller på fem år, så ændringer af ejendomsstrukturerne bliver bevaret for eftertiden."

Med bevaring af geodata, sikrer Statens Arkiver f.eks. at eftertiden kan se og undersøge en model af landskabet, som det er blevet tolket og beskrevet i samtiden. Herved får forskere mulighed for at lave historiske analyser af f.eks. ændringer af landskabet, både de menneskeskabte og dem der er forårsaget af klimaændringer.

Arkivar ved Kort & Matrikelstyrelsen (KMS) Peter Korsgaard udtaler:
"For KMS er matrikelkortet yderst vigtigt i dagligdagen både for KMS og for mange andre institutioners administration. Det vil kortet også blive for historiske analyser, idet det ud over at have en værdi i sig selv binder en række geografisk refererbare nøgledata sammen. Derfor er det en stor glæde for mig, at vi har sikret de ældste generationer af kortet for eftertiden."

Yderligere information
Chefkonsulent Jan Dalsten Sørensen, Rigsarkivet, telefon 41717246, jds@sa.dk



Relevant information

http://www.sa.dk


Pressekontakt


Firma

Statens Arkiver
Rigsdagsgården 9
1218 København K, Danmark

  33 92 33 10

http://www.sa.dk

Modtag nyheder fra Statens Arkiver på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater