18/04-12
-
Pressemeddelelse
11 hyldekilometer arkivalier om amternes sidste år
Statens Arkiver har netop modtaget den sidste portion af arkivalier fra de nedlagte amter. Det var 296 arkivæsker vejsager fra Vestsjællands Amt. Dermed når omfanget af den samlede aflevering op på 11 hyldekilometer og mange tusinder arkivæsker.
De danske amter var i årene mellem de to kommunalreformer i 1970 og 2006 rammen om det regionale politiske liv. Derfor er det en vigtig begivenhed, at amternes omfattende arkiver nu er sikret for beskrivelsen af den lokale Danmarkshistorie i slutningen af det 20. århundrede.
Amterne havde ansvaret for de opgaver, som krævede et stort befolkningsunderlag. Der var tale om store og væsentlige opgaver som sygehusene og psykiatrien, de større landeveje, natur- og miljøbeskyttelse, de lokale trafikselskaber, handicapinstitutioner og uddannelsesinstitutioner som gymnasier, hf og sosu-skolerne. Amterne havde stor berøring med mange mennesker, og de spillede en central rolle i perioden 1970-2006.
Sygehusspørgsmålet også højaktuelt i amternes tid
Sygehusstrukturen var gennem amternes levetid et højaktuelt spørgsmål, hvor sygehusfunktioner blev samlet på færre enheder og mindre sygehuse nedlagt.
Ændringer i sygehusstrukturen vakte ikke altid begejstring i lokalsamfundet, og flere steder blev der dannet støttekomiteer til fordel for et lukningstruet sygehus. I Nykøbing Sjælland kæmpede en folkefront til bevarelse af byens sygehus gennem 26 år, men forgæves. Og i Sønderjylland blev sygehusene smeltet sammen til en enhed, og specialer og funktioner blev samlet under fælles ledelse og drift.
Disse sager og mange andre spændende sager kan nu ses hos Statens Arkiver, som har modtaget alle bevaringsværdige sager fra de tidligere amter. Amternes arkiver fra perioden 1970-2006 udgør hen ved 21 hyldekilometer papirsager. Desuden har amterne afleveret deres digitale sags- og dokumentarkiver, som rummer sager fra amternes sidste år.
Vellykket tværoffentligt projekt
Afleveringen af de 11 hyldekilometer eller hen ved 121.000 arkivæsker blev gennemført som et tværoffentligt projekt mellem staten og regionerne. Arkiverne blev opbevaret hos fem mellemarkiver, der var bestyret af regionerne. Mellemarkiverne stod for arbejdet med at klargøre arkiverne til aflevering til Statens Arkiver, dvs. ordne, pakke og registrere de mange sager. Arbejdet skete efter en projektplan, som Statens Arkiver havde udarbejdet.
Projektplanen indebar, at de 11 hyldekilometer arkivalier skulle afleveres i løbet af kun 9 måneder til Statens Arkivers afdelinger i København, Odense, Aabenraa og Viborg. Det stillede store udfordringer både til mellemarkiverne og til Statens Arkiver, men projektet forløb efter planen. Hovedparten af arkiverne blev afleveret til Statens Arkiver til den aftalte tid og uden problemer, og der var kun små forskydninger i forhold til projektplanen. Afleveringen må derfor betegnes som et vellykket tværoffentligt projekt.
Yderligere information
Arkivchef Kirsten Villadsen Kristmar, kvk@sa.dk, telefon: 41 71 72 28.
Arkivar Christian Larsen, cla@sa.dk, telefon: 41 71 72 30.
Relevant information
http://www.sa.dk
Firma
Statens Arkiver
Rigsdagsgården 9
1218 København K,
Danmark
33 92 33 10
http://www.sa.dk