Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
27/10-09   -   Pressemeddelelse

Blod, sved og tårer giver pote i Vejleåparken

Danmarkshistoriens største renovering, det er hvad den noget nedslidte boligbebyggelse Vejleåparken i Ishøj Kommune ved København lige har været igennem. Det har kostet blod, sved og tårer for de ca. 4.500 beboere, der i lange perioder har levet på en byggeplads med støv alle vegne, og for nogle desuden et halvt år uden badeværelse, henvist til toilet- og badevogne nede på gaden.

Men deres udholdenhed har givet pote: Den fysiske renovering har tilført bebyggelsen oplevelsesmæssige og æstetiske kvaliteter, der er en forudsætning for at opnå et imageløft, som har været det overordnede mål med renoveringen. Hele herligheden har kostet i omegnen af 1,2 mia. kroner, som boligselskaberne selv har betalt med hjælp fra Landsbyggefonden.

Den succesfulde renovering af Vejleåparken dokumenteres i en ny undersøgelse fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet, hvor seniorforsker Hedvig Vestergaard har undersøgt tre almene boligbebyggelser, der har været igennem omfattende renoveringer. Hensigten er at se, hvordan renoveringerne er grebet an, og hvad der kom ud af dem, så vi alle sammen kan blive klogere, og andre tilsvarende boligbebyggelser kan lade sig inspirere. Foruden Vejleåparken i Ishøj Kommune er det Bispehaven i Århus Kommune og Tingbjerg i Københavns Kommune, der har været under luppen.

Nye ressoursestærke beboere ønskes

Renoveringerne i de tre boligområder kom i stand i forbindelse med, at en ny lov, Omprioriteringsloven i 2000. Loven tillod, at 100 almene boligafdelinger kunne omprioritere deres lån. Det frigav nogle midler, som boligafdelingerne kunne bruge til bl.a. at renovere de ofte nedslidte og socialt belastede bebyggelser.

"Vores undersøgelse har vist, at for at bebyggelserne kan få et bedre image, er det helt afgørende med en solid og æstetisk renovering af bygninger, udearealer og boliger. Men lige så afgørende er det at sætte ind med sociale indsatser, der sikrer beboerne et godt liv i bebyggelsen, så fx vold, hærværk og brandstiftelse ikke er en daglig bekymring. Den sociale og den fysiske indsats hænger uløseligt sammen", siger Hedvig Vestergaard.

Det tilsigtede imageløft skulle gerne resultere i, at flere såkaldte ressoursestærke beboere får lyst til at flytte ind i bebyggelserne. Og i Vejleåparken ser det også ud til, at det er lykkedes. Ganske vist kun i det små endnu, for det er ikke så længe siden, renoveringen blev afsluttet. Men det går i den rigtige retning: Der kommer flere beboere, som er i arbejde og selv kan betale deres husleje. Og omvendt er der blevet færre af de mest socialt udsatte familier.

Som en hjælp til en mere varieret beboersammensætning i Vejleåparken er bl.a. indført en ny udlejningspraksis, hvor der bliver stillet krav om, at nye tilflyttere skal kunne klare sig selv økonomisk, de skal have råd til at bo i boligen. Denne type familier kan samtidig springe ventelisterne over og flytte ind efter få måneder.

Ishøj Kommune har bidraget økonomisk til forbedringerne.

Vigtigt med kommunikation og ejerskab

En vellykket renovering kræver, at beboerne slutter op om indsatsen fra start til slut og påtager sig et medejerskab. Og det kan ikke understreges nok, at det kræver masser af information og dialog.

"Det er også en fordel for renoveringsprojektet, at det har politisk bevågenhed. Der skal være nogen, der påtager sig at stå i spidsen og brænder for projektet. Det må gerne være en borgmester, en boligdirektør eller en afdelingsbestyrelsesformand, alt afhængig af de lokale muligheder og behov", siger Hedvig Vestergaard.

Den vigtige sociale og kulturelle indsats, som ungdomsklubber, foreninger for særlige beboergrupper og sportsforeninger står for, skal være på plads fra begyndelsen eller i det mindste sættes i gang samtidig med, at planlægningen af renovering af boliger, facader og udearealer går i gang.

Undersøgelsen har også vist, at de personer, der skal være med til at styrke det sociale liv i bebyggelsen, skal have en varig tilknytning og en fast tilstedeværelse i området, nogle af dem gerne som opsøgende udendørsmedarbejdere. Det gør, at beboerne kommer til at kende dem, hvilket letter samarbejdet og fremmer indsatsen.

Undersøgelsen er finansieret af Landsbyggefonden.

De samlede resultater fra de tre boligområder kan ses i rapporten 'Evaluering af virkninger af omprioriteringsloven fra 2000'.

Til redaktionen: Yderligere oplysninger kan fås hos seniorforsker Hedvig Vestergaard eller ph.d.-stipendiat Rune Holst Scherg eller videnskabelig assistent Christian Deichmann Haagerup.

Relevant information

http://www.sbi.dk


Pressekontakt


Firma

Statens Byggeforskningsinstitut
Dr. Neergaards Vej 15
DK - 2970 Hørsholm , Danmark

  45 9940 2262
  45 2812 8675

http://www.sbi.dk

Modtag nyheder fra Statens Byggeforskningsinstitut på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire