Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
24/02-11   -   Pressemeddelelse

Tjek radonindholdet i dit nyopførte hus

Fremover skal nyopførte huse leve op til bygningsreglementets krav om maksimalt radonindhold i indeluften. Hvis man har købt et nyopført hus, hvor det viser sig, at der er for meget radon i indeluften, kan man kræve, at entreprenøren bringer huset i overensstemmelse med bygningsreglementets krav.

Radon er en usynlig og lugtfri gas, som kan give lungekræft. 9 pct. af alle tilfælde af lungekræft er forårsaget af radon.

"På årsbasis dør ca. 300 personer på grund af radon i indeluften i de bygninger, de har opholdt sig i. Det er overvejende blandt rygere og tidligere rygere, da de i forvejen har en forhøjet risiko for at udvikle lungekræft. Men også blandt ikke-rygere er der en risiko knyttet til radon, om end problemet er meget mindre", siger professor Torben Sigsgaard, Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet.

"Der er enighed blandt forskere om, at radonproblemet skal tages alvorligt. Jeg kan kun opfordre folk, der vil have sikkerhed for et sundt indeklima, til, at de foretager en måling i deres bolig. Det vil være en naturlig del af kvalitetssikringen i forbindelse med ibrugtagning af nye huse". siger seniorforsker Lars Gunnarsen fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet.

Radon forekommer naturligt i den danske undergrund i større eller mindre mængder, alt efter undergrundens beskaffenhed. Klippegrund giver det højeste indhold af radon, men også moræneler kan give problemer. Radon siver fra jorden op gennem utætheder i husets dæk og gulve og forurener indeluften. Der er altid mere radon i indeluften end udeluften, fordi lufttrykket er lavest indendørs.

Radonproblemet er især knyttet til rum med gulve direkte mod jorden, det vil sige i stueetagen i huse med terrændæk (altså uden kælder eller krybekælder). Kælderrum er naturligvis også udsatte.

Entreprenøren har ansvaret

Det gælder altså om at holde radonen ude af huset, hvilket myndighederne har taget hånd om i det nye Bygningsreglement 2010. Her er det fastsat, at radonindholdet i nye huse ikke må overstige 100 Bq/m3, og at der derfor er krav om at nye huse skal sikres mod radonindtrængning. Som ejer af det nyopførte hus, kan du foretage en prøve at indeluften for at se, om den ligger under den tilladte værdi. Prøven skal du selv bekoste, men udgiften er kun nogle få hundrede kroner. Hvis prøveresultatet viser et indhold over 100 Bq/m3, har du krav på, at entreprenøren bringer niveauet ned, uden du har udgifter forbundet med det.

Det kan blive en bekostelig affære for entreprenøren, hvis der viser sig et for højt radonindhold i det nybyggede hus. Derfor har SBi udarbejdet en anvisning om, hvordan man undgår for meget radon i nye bygninger: SBi-anvisning 233, Radonsikring af nye bygninger, der hjælper byggeriets parter med en række byggetekniske løsninger til forebyggelse af radonindtrængning. Anvisningen er skrevet af seniorforsker Torben Valdbjørn Rasmussen.

Ud over bestemmelserne om radon i nye bygninger rummer bygningsreglementet også nogle anbefalinger vedr. radon i det eksisterende byggeri. Hvis man måler radonindholdet til at være mellem 100 og 200 Bq/m3, anbefaler bygningsreglementet, at man iværksætter enkle og billige foranstaltninger, så som at sørge for at lufte godt ud mindst tre gang om dagen og i øvrigt øge ventilationen i huset (uden dog at skabe større undertryk inden døre, hvilket kan være svært). Hvis radonindholdet er højere end 200 Bq/m3, bør man iværksætte mere effektive foranstaltninger. Nogle af disse kan man læse om på http://www.sbi.dk/radon.

Yderligere oplysninger: Seniorforsker Lars Gunnarsen, telefon 99 40 23 95, mobil 23 60 56 96) eller seniorforsker Torben Valdbjørn Rasmussen.

Billede : Vedhæftet (Foto: Lars Gunnarsen)
Billedtekst : Et eksempel på en detektor til måling af radon i boliger.

Læs mere om 'Radonsikring af nye bygninger':
http://www.sbi.dk/byggeteknik/bygningsdele/bygningsbasis/radonsikring-af-nye-bygninger

Relevant information

http://www.sbi.dk/radon


Billeder


Pressekontakt


Firma

Statens Byggeforskningsinstitut
Dr. Neergaards Vej 15
DK - 2970 Hørsholm , Danmark

  45 9940 2262
  45 2812 8675

http://www.sbi.dk

Modtag nyheder fra Statens Byggeforskningsinstitut på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire