Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
28/03-11   -   Pressemeddelelse

Kollapset hal havde alvorlige problemer

Taget på Club Danmark Hallen i Valby, Nordeuropas største idrætshal, kollapsede julenat. Kollapset udløste næsten ingen opmærksomhed på trods af, at det i alvor og omfang var sammenligneligt med kollapset af Siemens Arena i 2003. Hallen kollapsede på grund af snebelastning og skrev sig dermed ind i en stribe af kollapser, som gennem de senere år har fået flere fagfolk til at spørge sig selv og hinanden, om der er noget galt med størrelsen af den snelast, som man forudsætter ved projekteringen af store tage, eller om der måtte være problemer med kvalitetsstyringen i byggebranchen.

For at finde årsagerne til kollapset har eksperter fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet undersøgt kollapset og den projektering af Club Danmark Hallen, som skete før den blev opført i 1998. Undersøgelsen er lavet efter aftale med Erhvervs- og Byggestyrelsen, netop med det formål at få svar på, om Club Danmark Hallens kollaps kunne bidrage til at tegne et mønster i striben af kollapser.

Nu foreligger eksperternes rapport, og den taler sit tydelige sprog: Projektmaterialet for Club Danmark Hallen rummede mindst tre kritiske forhold, som med stor sandsynlighed har været udslagsgivende for, at taget kollapsede. Hovedbuerne blev ikke dimensioneret mod flækning, der blev forudsat en for lav snelast i forhold til reglerne, og konstruktionens faktiske virkemåde var ikke som forudsat i beregningerne.

Men det er kun den ene side af sagen. For som led i deres undersøgelse har eksperterne også set på, hvor meget sne, der faktisk blev ophobet på hallens tag. Her tyder meget på, at den metode, som man i dag anvender ved beregning af snebelastningen på tage, er tilbøjelig til at undervurderebetydningen af tagets størrelse.

Beregningsmetode skelner ikke mellem små huse og idrætshaller
"Den gængse beregningsmetode antager, at snelasten pr. kvadratmeter er den samme på en mindre bygning som på en idrætshal. Rent intuitivt virker dette ikke realistisk. Nu har vi så også gennem Club Danmarks Hallens kollaps fået en håndgribelig indikation på, at antagelsen næppe er holdbar", siger seniorrådgiver Erik Steen Pedersen fra SBi.

Som led i undersøgelsen iagttog Erik Steen Pedersen og hans kolleger de ophobede snemængder på Club Danmark Hallens tag og vurderede på den baggrund, at taget blev udsat for en snelast, der er på niveau med eller lidt over den maksimale snelast, som man har pligt til at regne med efter reglerne i snelastnormen.

Dette er en helt central pointe, for Valby var ikke ramt af ekstremt snefald op til jul! På en fodboldbane nær hallen målte Erik Steen Pedersen en snedybde på bare 12 cm. Da normen skal tage højde for det ekstreme tilfælde, kunne noget altså tyde på, at normen tager fejl: Selv ved moderat snefald kan der ophobes betydelige snedriver. De store snedriver på Club Danmark Hallens apsis var opstået ved fygning fra hovedhallens store tagareal.

I forlængelse af undersøgelsen giver eksperterne fra SBi en række anbefalinger til, hvad byggeriets parter kan gøre for at forebygge lignende fremtidige kollapser. En af de centrale anbefalinger er, at man ændrer snelastnormen, så den tager højde for, at store tage kan ophobe store snemængder i de tilfælde, hvor der er læmuligheder, og samtidigt kan tilføres snemængder fra nabotagflader ved fygning. Disse forhold er fx til stede ved store sadeltage, hvor sne fyger fra vindsiden over tagryggen og lægger sig på tagfladen i læsiden. En anden anbefaling er, at man indskærper de regler, der gælder for kontrol af projekteringen af store bygninger, som bruges af mange mennesker, og at man i praksis følger op på dette i virksomhederne og ved byggesagsbehandling.

"Det turde være helt indlysende vigtigt, at alle, der projekterer denne type bygninger, er opmærksomme på at overholde reglerne for kvalitetssikring af bærende konstruktioner. Konstruktionsfejlene i Club Danmark Hallen ville højst sandsynligt være blevet opdaget, hvis projektet havde fulgt det kontrolsystem, som gælder i dag", vurderer forskningschef Niels-Jørgen Aagaard.

Undersøgelsen og eksperternes anbefalinger kan læses på www.sbi.dk/snelast, hvor man også kan se SBi's tidligere udgivelser vedr. snelast.

Yderligere oplysninger: Forskningschef Niels-Jørgen Aagaard, seniorrådgiver Erik Steen Pedersen, adjungeret professor Jørgen Nielsen.

Læs mere om 'Kollaps af Club Danmark Hallen' :
http://bit.ly/hQizef

Relevant information

http://www.sbi.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Statens Byggeforskningsinstitut
Dr. Neergaards Vej 15
DK - 2970 Hørsholm , Danmark

  45 9940 2262
  45 2812 8675

http://www.sbi.dk

Modtag nyheder fra Statens Byggeforskningsinstitut på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire