Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
18/04-11   -   Pressemeddelelse

Nyudnævnt professor skal gøre bygninger sundere

Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet har 1. april 2011 udnævnt civilingeniør, ph.d. Lars Gunnarsen til professor MSO på forskningsområdet 'sundhed i bygninger'.

Det nye professorat handler om, hvordan mennesker oplever og påvirkes af sammenspillet mellem luftkvalitet og byggematerialer samt andre kilder til usundt indeklima, bl.a. fugt, skimmel, partikler, kemiske afgasninger og radon. I samarbejde med den byggetekniske forskning skal Lars Gunnarsen opbygge et slagkraftigt og internationalt orienteret forskningsmiljø, der kan udvikle og dokumentere løsninger, som styrker bygningsbrugernes sundhed og komfort.

"Baggrunden for at styrke forskningsområdet med et professorat er behovet for i større omfang at dokumentere og tydeliggøre både konsekvenserne af et dårligt indeklima og fordelene ved at investere i et sundt indeklima over for beslutningstagerne i byggeriet", siger forskningschef Niels-Jørgen Aagaard fra SBi.

Lars Gunnarsens hjerte kom tidligt i hans karriere til at banke for sundere bygninger, både ved nybyggeri og renovering. Det udtrykte sig første gang i hans ph.d.-projekt, som han gennemførte under ansættelse hos Carl Bro as. Lars Gunnarsens engagement i at frembringe ny viden førte ham i 1990 til SBi, hvor fokuseringen på sunde bygninger har ført til omfattende og original videnskabelig produktion på internationalt niveau.

Omdrejningspunktet i Lars Gunnarsens forskning har været, hvordan vi oplever og påvirkes af samspillet mellem luftkvalitet og byggematerialer. Resultaterne har dannet baggrund for myndighedsrådgivning, der efterfølgende er udmøntet i veldokumenterede opstramninger af byggereglerne.

Det vakte betydelig opsigt, da Lars Gunnarsen i 1998 gennem et stort internationalt forskningsprogram dokumenterede, at der var synlig skimmelsvamp i hver ottende danske lejebolig, med dertil knyttet risiko for sundhedsskadeligt indeklima. Siden har afhjælpning af fugtproblemer og skimmelvækst i bygninger været et presserende emne i byggeforskningen.

Stor international opmærksomhed fik Lars Gunnarsen også, da han sammen med medicinere påviste, at partikelfiltre opsat i boliger hos ældre beboere hurtigt viste gavnlig effekt på sundheden. Allerede efter to døgn med filtrene kunne man se forbedring af elasticiteten i beboernes blodårer. Og netop denne elasticitet spiller en væsentlig rolle for at forhindre udvikling af hjerte-kar-sygdomme, der forårsager flest dødsfald i Danmark. Disse overbevisende resultater arbejder Lars Gunnarsen videre med lige for tiden i regi af Center for Indeklima og Sundhed i Boliger (CISBO), som er finansieret af Realdania.

I årene 1994-1997 forskede Lars Gunnarsen under tropiske himmelstrøg, da han var udstationeret på Uni­versi­ty of the Phil­ip­pines i Manila, hvor han ledede to Danida-projekter.

Foruden forskning, publicering og konferencevirksomhed verden over, tager Lars Gunnarsen sig altid tid til at svare på spørgsmål fra pressen, så hans forskningsresultater kan komme så bredt ud som muligt. Det har gjort ham til den forsker på SBi, som er mest citeret i pressen.

Lars Gunnarsen bor på Amager sammen med sin hustru. Tilsammen har de fire børn.

I anledning af Lars Gunnarsens professorat holder han en tiltrædelsesforelæsning med titlen Menneskers behov i indeklimaet torsdag 19. maj kl.15.00 på SBi, hvor alle interesserede er velkomne.

Profil :
http://www.sbi.dk/om-sbi/afdelinger/byggeri-og-sundhed/larsgunnarsen/lars-gunnarsen

Relevant information

http://www.sbi.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Statens Byggeforskningsinstitut
Dr. Neergaards Vej 15
DK - 2970 Hørsholm , Danmark

  45 9940 2262
  45 2812 8675

http://www.sbi.dk

Modtag nyheder fra Statens Byggeforskningsinstitut på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire