27/05-10
-
Pressemeddelelse
Statens It flytter sammen på én adresse
Den 1. juni flytter Statens It sammen på én adresse. Den nye adresse bliver på Gammel Kongevej 74a på Frederiksberg.
Med sammenflytningen fuldender Statens It fusionen af otte ministeriers tidligere koncern it-afdelinger.
Statens It blev etableret i september sidste år, og i januar blev medarbejderne fra de tidligere it-afdelinger samlet organisatorisk. Indtil nu har medarbejderne dog arbejdet på seks forskellige adresser, men med flytningen til Gammel Kongevej bliver Statens It samlet på én adresse.
"Jeg er glad for, at vi nu bliver samlet på én adresse. Det skaber klarhed i forhold til vores medarbejdere, kunder og slutbrugere, og gør det lettere at samle medarbejderne om vores fælles mål; at levere sikker og stabil drift til vores kunder på tværs af staten," siger direktør i Statens It Lone Strøm.
"Samtidig giver etableringen af Statens It som arbejdsplads en enestående mulighed for at tilbyde it-medarbejdere i staten et attraktivt fagligt arbejdsmiljø".
Statens It udgør en helt ny it-arbejdsplads i staten. Styrelsen omfatter ca. 230 medarbejdere, der primært beskæftiger sig med it-opgaver inden for drift, support og infrastruktur. Derfor er det nye domicil også indrettet, så det passer til en moderne it-organisation. Lokalerne er indrettet som åbent kontorlandskab og med en række moderne it-værktøjer. Huset rummer også den fælles servicedesk, som skal servicere de ca. 10.000 brugere i de otte ministerier og 90 styrelser, institutioner, råd og nævn, som Statens It leverer it-ydelser til.
Yderligere information hos direktør Lone Strøm via Statens It's pressemedarbejder på telefon: 7231 0207.
###
Om Statens ItStatens It er en nyetableret styrelse under Finansministeriet, der ledes af direktør Lone Strøm og har ca. 230 medarbejdere.
Statens It har til formål at drive og udvikle statens it-løsninger effektivt og professionelt og skabe fundamentet for den videre digitalisering af staten.
Statens It leverer på nuværende tidspunkt it-services til følgende ministerier og deres i alt 90 underliggende styrelser, institutioner, råd og nævn:
· Finansministeriet
· Økonomi- og Erhvervsministeriet
· Klima- og Energiministeriet
· Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling
· Kulturministeriet
· Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
· Miljøministeriet
· Beskæftigelsesministeriet
Relevant information
http://www.statens-it.dk