11/11-13
-
Pressemeddelelse
Stærk dansk repræsentation på Sydney Biennalen 2014
Kunstnerduoen Randi & Katrine bliver et af hovednavnene på den prestigefulde Sydney Biennale i 2014 med et helt nyt værk - en landsby med kæmpestore menneskelignende huse.
Flere markante danske samtidskunstnere deltager næste år på Sydney Biennalen 2014, som finder sted 21. marts - 9. juni. "You Imagine What You Desire" er overskriften for biennalen, som er en af de vigtigste internationale manifestationer for samtidskunst.
Fokus på dansk videokunst
Blandt de over 90 deltagende kunstnere fra 31 lande, er - udover Randi & Katrine - også en række danske videokunstnere: Eva Koch med vandfalds-installationen I AM THE RIVER (2012), Ann Lislegaard med Time Machine (2011) og Oracle, Owls ... Some Animals Never Sleep (2012/2013), og Søren Thilo Funder med Sal Paradise (2012) og First Citizen (House of the Deaf Man) (2013) og The Cosmonaut (I don´t see any God up here) (2013).
En landsby af huse
Randi & Katrine er blevet inviteret til at deltage med en helt ny totalinstallation "The Village" - en lille landsby, som de skaber specifikt til en gammel skibshal på Cockatoo Island i Sydney.
"The Village" består af en række store huse med menneskelige træk: For at komme ind til landsbyen, skal man først igennem en kæmpe byport, der tårner sig 12 meter i vejret. Bag bymuren står 5 hovedhuse i en cirkel og kigger på hinanden med facader, der er udformet som ansigter med vinduer som øjne, døre som munde, karnapper som ører, tag som hår osv. Et hus puster røg op af skorstenen, mens et andet hus slukker og tænder lyset, så vinduer skiftevis ligner mørke huler og lysende øjne.
"The Village" ligger i forlængelse af Randi & Katrines arbejde med arkitekturer som fysiske og mentale rum, et tema, de indtil nu har udfoldet i en række store skulpturer, installationer og et bogværk med titlen "The House in Your Head".
Katrine Malinovsky og Randi Jørgensen fra Randi & Katrine siger:
"Vi er meget spændte på vores deltagelse i Sydney Biennalen og at få mulighed for at opføre så stor en produktion og videreføre vores projekt med huse og bygninger med menneskelige træk, i en langt større skala end vi indtil nu har haft mulighed for. Og det er ret fedt, at vi ikke skal udstille i et traditionelt udstillingsrum, men i en rå gammel industrihal på Cockatoo Island: Det passer godt til den stemning, vi gerne vil skabe. Det er en spændende udfordring at gå i dialog med rummet og få det til at smelte sammen med værket, så det bliver en hel lille verden i sig selv, man går ind i.
Om Sydney Biennalen
Sydney Biennalen rangerer i dag som en af de førende internationale begivenheder for samtidskunst. Den har eksisteret siden 1973 og løber i 2014 af stabelen for 19. gang med overskriften "You Imagine What You Desire", som fejrer den kunstneriske fantasi og evne til at forestille sig mulige verdener. Udstillingen løber over 3 måneder og har et omfattende program med artist talks, seminarer, guidede ture og familiedage - og der er gratis adgang til det hele.
Juliana Engberg, der er kurator for Sydney Biennalen 2014, var i starten af 2013 inviteret til København på besøgsprogram af Statens Kunstråd.
Læs mere om Sydney Biennalen 2014 www.biennaleofsydney.com.au/.
Pressekontakt
Monica C. Madsen
Pressemedarbejder
+45 33 74 55 04
Firma
Statens Kunstråd
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V,
Danmark
+45 33 74 45 00
http://www.kunst.dk/