25/03-11
-
Pressemeddelelse
Forskningschef Peter Lawætz Andersen modtager Novo Nordisk prisen 2011
I dag modtager forskningschef på SSI Peter Lawætz Andersen Novo Nordisk Prisen 2011. Baggrunden er hans banebrydende forskning i udviklingen af vacciner mod tuberkulose.
Novo Nordisk Prisen 2011 tildeles forskningschef, dr. med. Peter Lawætz Andersen fra Afdeling for Infektionsimmunologi ved Statens Serum Institut for hans banebrydende videnskabelige studier af tuberkulose. Forskningen har forbedret diagnosen af sygdommen og resulteret i nye vacciner, som kan udrydde sygdommen.
Selv om tuberkulose er kommet under kontrol i Vesten, er det stadigvæk en af klodens helt store dræbersygdomme. Hvert 10. sekund dør et menneske af infektionen, som slår flere ihjel end malaria. Tuberkulose og hiv er eksploderet i de samme områder af verden, og langt de flest hiv-ramte dør af tuberkulose. Hertil kommer spredningen af ekstremt farlige multiresistente tuberkulosebakterier, der overlever de fleste kendte antibiotika.
Forskningschef, dr.med. Peter Lawætz Andersen på Afdeling for Infektionsimmunologi ved Statens Serum Institut har med sin forskergruppe som de første i verden udviklet en vaccine, der ikke blot beskytter mod smitte, men også forhindrer tuberkulose i at bryde ud hos mennesker, som allerede er smittet. En tredjedel af verdens befolkning er smittet med infektionen, og 2-3 millioner dør hvert år.
På den baggrund tildeler Novo Nordisk Fonden ham Novo Nordisk Prisen 2011 på kr. 1.500.000, der omfatter en forskningspris på kr. 1.000.000 samt en personlig hæderspris på kr. 500.000.
"Tuberkulose er et kolossalt global problem, som vi til stadighed konfronteres med, når smittede mennesker rejser over grænserne, og stadig oftere bærer på multiresistente stammer, sådan som vi også har haft adskillige eksempler på herhjemme. Set i en større målestok er tuberkulose en kæmpe hindring for udviklingslandene, for dens kolossale omfang lægger beslag på ressourcer, der i stedet kunne anvendes til at opbygge samfundet."
"Kan vi forhindre sygdommen i at bryde ud hos de milliarder af mennesker, som i dag bærer tuberkulose, og kan vi forebygge smitte hos kommende generationer med en effektiv vaccination, er det ikke utænkeligt, at tuberkulose en dag kan udryddes. I bedste fald rammer vi achilleshælen på en sygdom, der har voldt menneskeheden enorme problemer i årtusinder", siger Peter Lawætz Andersen.
"Peter Lawætz Andersens imponerende og højt anerkendte forskningsresultater placerer ham i den internationale elite. Hans omfattende videnskabelig produktion er publiceret i højt renommerede tidsskrifter, og hans forskning kan løfte den globale folkesundhed", siger dr. odont. Birgitte Nauntofte, direktør i Novo Nordisk Fonden.
Kom og mød prismodtageren
Som noget nyt har Novo Nordisk Fonden valgt officielt at offentliggøre modtagerne af stipendier og projektstøtte samt Novo Nordisk Prisen 2011. Det sker i dag, fredag d. 25. marts kl. 15-17:30. Derfor vil Novo Nordisk Fonden gerne byde pressen indenfor i lokalerne på Tuborg Havnevej 19, 2900 Hellerup.
Ved arrangementet præsenteres først 10 forskertalenter, som i 2011 modtager Novo Nordisk Fondens faste stipendier og projektstøtte på i alt 43,5 mio. kr. Derpå præsenteres Novo Nordisk Prismodtageren, Peter Lawætz Andersen, som holder et kort oplæg om sin forskning.
Relevant information
http://www.ssi.dk
Firma
Statens Serum Institut
Artillerivej 5
2300 Kbh S,
Danmark
3268 3462
http://www.ssi.dk