13/08-09
-
Pressemeddelelse
Kunst der forløser
Fra den 18.- 29. august indtager kunstnere fra socialpsykiatrien i København Rådhushallen. Den 3. Københavner Bienale, Kunst der forløser, giver publikum et indblik i en verden, som ellers er lukket land for de fleste.
Kunstværk Kunst der forløser åbner en dør til den kreative frodighed, der trives i de socialpsykiatriske miljøer. Dermed giver den ucensurerede udstilling med sine 255 kunstværker publikum et andet billede end det gængse af det at være psykisk syg.
Udstillingen er den tredje i rækken og er skabt i et tæt samarbejde med socialpsykiatriske bo- og væresteder i Københavns Kommune. Udover 124 københavnske kunstnere deltager også kunstnere fra socialpsykiatriske miljøer i Oslo og Stockholm. Her er man inspireret af den københavnske idé om en tilbagevendende udstilling med sindslidende kunstnere på hovedstadens rådhus. På Oslo Rådhus kunne man for nylig opleve udstillingen Uden filter.
Frem i lyset
For den enkelte kunstner har det stor betydning at stille egne værker til skue for offentligheden, fortæller maleren Jacob Nygaard. Han tog i 2005 initiativ til at etablere Københavner Bienalen for sindslidende kunstnere i samarbejde med Støtte- og Kontaktcentret, som er et tilbud til psykisk syge borgere i København.
- Det, at vores værker kommer frem i lyset, giver os mod til at fortsætte vores kunstneriske og personlige virke. Det løfter én som kunstner og menneske at udstille. Man oplever at man ikke er alene, og det er dejligt møde andre i et fællesskab omkring kunsten, fortæller Jacob Nygaard.
Vær din nabos ven
Udover rækken af malerier, skulpturer og installationer viser udstillingen Vær din nabos ven - en ny film om, hvordan man kan være med til at formidle anonym og gratis hjælp til en nabo, bekendt eller nærtstående, som er psykisk syg og har brug for hjælp og omsorg. Filmen er produceret af Støtte- og Kontaktcentret.
Kunst der forløser
Københavns Rådhus
18.-29. august
Man-fre 8-17
Lørdag 10-14
Fri entré
Folder om Kunst der forløser
Relevant information
http://www.skc.dk
Firma
Støtte- og KontaktCentret
Linnégade 24
1361 Kbh.K,
Danmark
33 14 98 41
http://www.skc.dk