05/05-14
-
Pressemeddelelse
Zornig til socialt udsatte: Stem til EU-valget!
Fattigdom og social udstødning vokser i hele Europa, og EU gør for lidt for at sikre alle borgere et godt liv. Derfor vil Lisbeth Zornig Andersen, formand for foreningen Stemmer på Kanten, mobilisere socialt udsatte til EU-valget den 25. maj.
"EU virker fjernt og bureaukratisk for de fleste. Og når livet handler om at få råd til næste husleje bliver det kun værre, men mange af de udfordringer, som folk kæmper med på samfundets bund, er påvirket af EU. Derfor skal vi have flere til at stemme, så politikerne tvinges til at tage problemerne seriøst," siger Lisbeth Zornig Andersen, formand for foreningen Stemmer på Kanten.
Foreningen Stemmer på Kanten arbejder for at sikre socialt udsatte synlighed og politisk opmærksomhed. Foreningen blev stiftet i forbindelse med kommunalvalget i 2013, hvor stemmeprocenten efterfølgende steg blandt socialt udsatte, og den sociale dagsorden fik en fremtrædende rolle i valget.
"Et eksempel på EU's betydning for socialt udsatte er de åbne grænser, der gør det lettere at rejse mellem landene - ikke kun som arbejdskraft, men også som hjemløs. Det skaber kamp om værestedernes sovepladser, konkurrenter gør det svært at sælge Hus Forbi, og lignende.," siger Lisbeth Zornig Andersen, der dog ikke mener, at mere lukkede grænser nødvendigvis er løsningen:
"Når udenlandske hjemløse rykker deres tilværelse til Danmark, er det jo fordi, de er desperate for at skabe et bare nogenlunde udholdeligt liv. Men kan man ikke presse på for en fælles europæisk standard for, hvordan de allersvageste skal behandles, så man kan leve et værdigt liv, uanset hvor i Europa, man opholder sig?" spørger hun, og henviser til, at EU selv har vedtaget værdighed, frihed og sikkerhed som menneskerettigheder for unionens borgere.
Frem mod valget får politikere mulighed for at forklare, hvad de vil gøre for at bekæmpe den stigende fattigdom og sociale udstødning i Europa, når Stemmer på Kanten byder indenfor til politiske debatarrangementer i forskellige danske byer.
"Vi gennemfører vælgermøder på væresteder, værtshuse og lignende for at møde socialt udsatte vælgere der, hvor de er. Vi mener ikke, at vælgerne skal opsøge politikerne, men at politikerne skal opsøge vælgerne. Især, når vi har at gøre med mennesker, der har svært nok ved at finde overskud til at håndtere en udfordrende hverdag," siger Therese Evald, der leder Stemmer på Kantens EU-kampagne.
Fakta: Stemmer på Kantens EU-kampagne
- Stemmer på Kanten arrangerer foreløbig debatmøder i Kolding (8. maj), Kalundborg (14. maj), København (19. maj) og Haderslev (21. maj).
- Udover vælgermøderne har Stemmer på Kanten bl.a. indgået et samarbejde med David Skov, der har været hjemløs i 11 år. På Snapchat og Twitter deler han ud af livet på gaden, og han kan følges under navnet hjemloesskov.
- Tid, sted og andre informationer om arrangementer og initiativer i Stemmer på Kantens kampagne bliver løbende opdateret på Facebook-siden: facebook.com/stemmerpaakanten.
Pressekontakt
Therese Evald
Kampagneleder
Julian Christensen
Bestyrelsesmedlem i foreningen Stemmer på Kanten
42234510
42234510