28/06-12
-
Pressemeddelelse
Ny bog om afhopperen fra Eks-skolen
Lars Morell: Den nye billedverden
I 1960'erne og 70'erne udførte maleren Tom Krøjer en lang række avantgardistiske eksperimenter, som var direkte inspireret af tidens fremstormende massemedier og den internationale popkunst. De eksperimenter er nu for første gang beskrevet og samlet i bogform af Lars Morell, forfatter til "Broderskabet".
Krøjer var som ung medlem af Den eksperimenterende Kunstskole (Eks-Skolen), men kunne ikke helt forlige sig med stedets kollektive ånd. Så i stedet eksperimenterede han på egen hånd og med udgangspunkt i de nye medier, avisforsider, reklamer og rastertryk lavede han tv-udsendelser, arrangerede happenings, optog 8mm kortfilm, tegnede plakater og tegneserier, arbejdede med telex, telefax og telefon m.m. Han var en pioner indenfor digital kunst og havde som en af de første i Danmark et skarpt blik for det, som inspirerede den internationale popkunst.
Tom Krøjers rolle i dansk kunsthistorie er ofte blevet overset, men med Lars Morells grundige gennemgang, er det nu muligt for første gang at få et samlet overblik over Krøjers kunstneriske produktion og inspirationskilder i de tumultariske 60'ere og 70'ere.
Lars Morell, forfatter til den anmelderroste bog 'Broderskabet' om Den eksperimenterende Kunstskole, har skrevet en række bøger om dansk samtidskunst. 'Den nye billedverden' er resultatet af 3 års research og arbejde med Tom Krøjers tidlige kunstneriske produktion. En lang række af bogens illustrationer fra de tidlige år, vises nu for første gang.
Yderligere information:
Kontakt pressekontakt Henning Dam Nielsen på telefon 25689051 el. mail henning@strandbergpublishing.dk
Fakta om bogen:
Titel: Den nye billedverden
Tekst: Lars Morell
Omfang: 192 sider, rigt illustreret
Pris: kr. 349,95
Udkommet: 27.juni 2012
Udgives af: Strandberg Publishing
Relevant information
http://www.strandbergpublishing.dk