25/02-11
-
Pressemeddelelse
Studerende: Uvildig undersøgelse af Penkowa-sag er nødvendig
Oven på endnu en dags afsløringer i Penkowa-sagen, forlanger Studenterrådet ved Københavns Universitet nu, at der foretages en uvildig undersøgelse.
"Skeletterne fortsætter tilsyneladende med at rasle ud af skabene, både på Københavns Universitet, men nu også hos tidligere videnskabsminister Helge Sander. Der må der gøres noget, så vi kommer til bunds i sagen," udtaler Ea Busch-Petersen, der er formand for Studenterrådet ved Københavns Universitet.
Ea Busch-Petersen mener, at der må laves en uvildig undersøgelse af hele sagen. Det skal være en undersøgelse, der både kommer til bunds i sagen på Københavns Universitet, men også inddrager den tidligere videnskabsministers rolle.
Ea Busch-Petersen udtaler:
"Med de sidste dages beskyldninger er det tydeligt, at sagen i et eller andet omfang har spor helt op i Videnskabsministeriet. I så fald er det jo ikke nok, at det kun er Københavns Universitet, der bliver undersøgt i sagen. Derfor mener jeg, at der må en uvildig undersøgelse til, der belyser alle aspekter fra forskerlaboratorier til rektor- og ministerkontorer."
Ea Busch-Petersen mener, at man skylder de ansatte og de studerende på Københavns Universitet at komme til bunds i denne sag:
"Vi har brug for en uvildig undersøgelse af Penkowa-sagen, så vi kan få vendt hver en sten - også i forhold til de mange studerende og ansatte, der har været i berøring med Penkowas forskning. Tilliden skal genskabes på Københavns Universitet, og dette skal ikke forplumres af, at universitetets egne undersøgelser beskyldes for ikke at være i orden," siger Ea Busch-Petersen.
Ea Busch-Petersen understreger, at netop en uvildig undersøgelse viser omverdenen, at Københavns Universitet tager sagen alvorligt og ikke ønsker at skjule noget.
Relevant information
http://www.studenterraad.ku.dk
Firma
Studenterrådet ved Københavns Universitet
Fiolstræde 10, 1
1171 København K,
Danmark
+45 35 32 38 38
+45 51 94 86 80
http://www.studenterraad.dk
Modtag nyheder fra Studenterrådet ved Københavns Universitet på mail
Tilmeld dig her