15/10-09
-
Pressemeddelelse
CSR: Danske virksomheder kan ikke leve op til Årsregnskabsloven
70 procent af danske virksomheder kan ikke leve op til Årsregnskabsloven, fordi de ikke ved, hvordan de skal rapportere deres resultater inden for socialt ansvar, også kaldet CSR eller Corporate Social Responsibility.
Det viser en undersøgelse, som SUCCES MED CSR™ har foretaget blandt 650 danske virksomheder.
Ifølge en ændring i Årsregnskabsloven fra januar 2009 skal de 1.000 største, danske virksomheder, børsnoterede virksomheder og statslige aktieselskaber forholde sig aktivt til, hvordan de gennem samfundsansvar kan bidrage til at løse samfundsmæssige udfordringer, som det hedder i lovteksten.
70 procent af disse virksomheder har 'intet' eller 'meget lidt' kendskab til de nye CSR-krav i loven.
40 procent af de berørte virksomheder kender slet ikke kravene.
66 procent af virksomhederne har ikke en mundtlig eller skriftlig politik, der vedrører CSR.
73 procent af virksomhederne vurderer selv, at det er et manglende kendskab til CSR, der er den største udfordring i forhold til at opfylde de nye krav i Årsregnskabsloven.
Resultaterne fra undersøgelsen præsenteres den 27. oktober i København i samarbejde med Dansk Erhverv, Red Barnet m.fl. Læs mere om konferencen, Rundt om CSR på http://www.samfundsansvar.dk/sw55196.asp
Ifølge Peter Haisler, adm. direktør i SUCCES MED CSR™, er resultatet af undersøgelsen både overraskende og bekymrende:
"Her få måneder før størstedelen af virksomhederne skal aflægge årsregnskab, er det overraskende, at mere end to tredjedele ikke kender kravene eller overhovedet ved, at der er krav på området," siger Peter Haisler og fortsætter:
"Det er bekymrende, når man tænker på, at netop virksomhedernes evne til at gennemføre og rapportere aktiviteter inden for CSR betragtes som en vigtig konkurrenceparameter for danske virksomheder i fremtiden."
Baggrund om SUCCES MED CSR™
Bag konceptet SUCCES MED CSR™ står tre rådgivningsvirksomheder med tilsammen mere end 40 års praktisk erfaring. Virksomhederne er specialister indenfor deres respektive fagområder og tæller: Healthy Company, der rådgiver om sundhedsfremme og arbejdsmiljø, Responsible Business Solutions, der rådgiver om CSR, menneskerettigheder, etik og anti korruption, samt Exima der er specialister i miljø, klima og energi. Projektet drives af adm. direktør, Peter Haisler, der har arbejdet med CSR og Corporate Governance i mere end ti år.
Relevant information
http://www.succesmedcsr.dk