22/05-13
-
Pressemeddelelse
Lette blokke skal bære stisystem ved Ryparken Station
Nyt stisystem, der forbinder boldbanerne i Ryparken med de grønne arealer på den anden side af motorvejen, skal blandt andet bæres af lette Sundolitt blokke. Ekspanderet polystyren hedder materialet, som blokkene består af. Firmaet bag blokkene er Sundolitt i Slangerup.
Byggepladsen ved Ryparken Station er i disse dage fyldt med Sundolitts hvide blokke af ekspanderet polystyren. I løbet af de seneste par måneder er der lagt 2.700 m3 hvide blokke ned i jorden, dækket til med græsanlæg for derefter at stå klar som bærende ramper til et stisystem, der løber hen over Helsingørmotorvejen til det grønne område ved Ryparken på den anden side.
Københavns Kommune, der ejer grunden, har ud fra statiske beregninger fra Rambøll, valgt at benytte Sundolitts ekspanderet polystyren. På trods af sit omfang på 2,40 x 1,20 x 0,5 meter vejer blokkene kun ca. 20 kg pr. m3, hvilket giver en vægt på kun 30 kg på en blok.
"Vi har på Nordhavnsvej valgt, at der bygges Sundolitt ind i stiruten for at reducere trykket i forbindelse med opfyldning over Lersøgrøften - det underjordiske afløbsbassin på stedet. Hvis vi kun fyldte op med jord under stiruten, ville jordtrykket blive for stort i forhold til, hvad Lersøgrøften er dimensioneret til. Sundolitt er med til at gøre opfyldningen over Lersøgrøften lettere," udtaler Søren Aarslew-Jensen, teknik- og projekteringschef på Nordhavnsvejprojektet.
Sundolitts ekspanderet polystyren er tidligere benyttet i anlæggelse af ramper ved afkørsel Greve Syd i 2006 i forbindelse med udvidelsen af Køge Bugt Motorvejen.
Fakta om ekspanderende polystyren
Ekspanderet polystyren er et hvidt, let opskummende materiale, der fremstilles i blokke på 2,40 x 1,20 x 0,5 meter. Hver blok vejer 20 kg pr. m3, hvilket giver en vægt på 30 kg. Ekspanderende polystyren kan anvendes til bygningsisolering, emballage og som lastkompenserende fyld i vejbyggeri. Det er et ultra letvægts bundsikringsmateriale, som kan benyttes eksempelvis til opbygning af vejdæmninger og støttemurkonstruktioner. Den store trykstyrke og ekstremt lave densitet giver ingeniører mulighed for at konstruere sætningsfrie vejpassager i terrænområder med ringe bæreevne.
I Danmark er der benyttet Sundolitt Letfyldblokke i forbindelse med udvidelse af Køge Bugt Motorvejen, hvor man ombyggede de nordvendte ramper på frakørsel 29 (Greve S). Baggrunden for at benytte ekspanderet polystyren var, at motorvejsramperne skulle bygges oven på 13-17 m blød bund med begrænset bæreevne. Med 1.500 m3 ekspanderet polystyren var det muligt at reducere vægten af konstruktionen. Metoden kaldes for kompensationsfyld og betyder, at man substituerer tungere fyldmaterialer med Sundolitts lette og robuste ekspanderet polystyren materiale.
Fakta om Sundolitt
Sundolitt as i Danmark er et datterselskab af Sunde-gruppen, der blev grundlagt i 1917 i Ålesund i Norge. Virksomheden har i dag en række forskellige produkter i ekspanderet polystyren, som udgør grundstammen i Sundolitt gruppens produktion på de i alt 17 fabrikker i Norge, Sverige, Danmark, Tyskland, England og Spanien. I Danmark har Sundolitt fabrikker i Slangerup, Viborg, Billund og Brønderslev.
Relevant information
http://www.sundolitt.dk/sundolitt