05/09-11
-
Pressemeddelelse
Magtspillet™ - politik på den sjove måde
Verbal mudderkastning, skandaler og valgflæsk. Tre vigtige discipliner i dansk politik, som to mænd fra københavnsområdet gerne vil sætte fokus på. Derfor har de skabt Magtspillet™ - et nyt kortspil, hvor det gælder om at samle et så skandaløst ministerhold som muligt for at sætte sig på magten i Folketinget.
Spillet byder på 36 bidende satiriske tegninger af de mest markante Folketingspolitikere gennem 25 år og kan således også spilles efter valget d. 15. september. Der er tale om en pendant til de populære bilkort fra 80'erne, hvor km/t og kubik bl.a. er skiftet ud med antal ministerposter og et barometer på offentlige skandaler.
Spillets deltagere kan bl.a. forsøge at komme til tops ved at anvende snapsekortet med Lars Løkke (V) på, feriekortet med Lene Espersen (C), lolitakortet med Jeppe Kofod (A), "nazi"-kortet med Mogens Camre (O) eller hiphop-kortet med Marianne Jelved (B).
"Grundlovsbrud, bedrageri og ulovlig våbenbesiddelse kan lyde som elementer fra en bananrepublik, men er alt sammen hændelser hentet fra dansk politik. Det er tragisk, men samtidig vanvittig farverigt, hvad Christiansborg har at byde på," mener journalist Søren F. Lillesøe og grafikeren The Allan, der er de to ildsjæle bag projektet.
Som et led i fascinationen af dansk politik har parret oprettet en Facebook-gruppe ved navn "Magtspillet", hvor danskerne op til og efter Folketingsvalget kan stemme om, hvem den mest skandaløse politiker er.
Magtspillet™ udkommer i uge 36 og kan købes på Bogjunglen.dk samt i div. boghandler og specialbutikker inden for spil. Vejledende udsalgspris er 99,75 kr.
Relevant information
http://www.supramedia.dk