12/08-09
-
Pressemeddelelse
RoboLab 2.0 - et robotlaboratorium med visioner
Oplev fremtidens robotteknologi. Kom med bag kulisserne og mød dem der forsker i og udvikler robotter, når robotlaboratoriet den 20. august inviterer til reception. Anledningen er, at RoboLab bliver en selvstændig enhed på SDU med egen økonomi og personale
Den 20. august klokken 14-17 er der reception for erhvervsfolk, politikere og samarbejdspartnere i robotlaboratoriet RoboLab på Syddansk Universitet. Mød robotter der tager blodprøver, dyrker marker, hjælper ældre, får mere ud af energiforbruget - og se den nyeste forskning inden for griberobotter og robotsystemer, som efterligner intelligens i naturen.
Receptionen markerer, at RoboLab version 2.0 er vokset og nu kan ses i en ny og selvstændig udgave med egen økonomi, ledelse og medarbejdere. Udviklingen er et direkte resultat af Syddansk Universitets store satsning på robotteknologi.
Til daglig er RoboLab en smeltedigel for udviklings- og samarbejdsprojekter, hvor forskere og studerende møder udviklere og erhvervsfolk for at samarbejde om morgendagens robotteknologier. Det gør ikke blot RoboLab til et laboratorium for traditionel forskning, men også til et testcenter, hvor erhvervslivet integreres i forskningen, og forskningen integreres i erhvervslivet.
Der er flere succesrige eksempler på, at robotreden RoboLab har udklækket projekter, som siden hen er blevet til innovative robotteknologiske produkter til gavn for erhvervslivet. Kom til reception og hør nærmere om de nyeste tendenser inden for robotteknologi og se med egne øjne, hvor langt man allerede er nået.
Tid: Torsdag den 20. august 2009, kl. 14.00 - 17.00
Sted: RoboLab Hal J, Det Tekniske Fakultet. Syddansk Universitet, Niels Bohrs Alle 1, 5230 Odense M
Yderligere information om RoboLab og udviklingsprojekterne:
Niels Jul Jacobsen, daglig leder af RoboLab, telefon 6550 4366/6011 4366, njj@robocluster.dk
Program:
Åbning v/ dekan Per Michael Johansen, Det Tekniske Fakultet, Syddansk Universitet
RoboLab's betydning for erhvervslivet v/ teknologichef Torben Buch Rasmussen, Grundfos
Demonstration af Bin Picker robotten - vinder af Ingeniørens Produktpris 2009 v/ direktør Rune Larsen, Scape Technologies A/S
Er robotter vejen til fremtidens massearbejdsløshed? v/ lektor Nikolaj Malchow-Møller, Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi, Syddansk Universitet
Robotteknologien i Odense og den syddanske region v/ borgmester Jan Boye, Odense Kommune
Networking og robotudstilling i RoboLab
RoboLab drives af Innovationsnetværket RoboCluster i samarbejde med Syddansk Universitet og Teknologisk Instituts Center for Robotteknologi. Laboratoriet skaber en åben, dynamisk ramme for et unikt samarbejde og brobygning mellem forskning og erhvervsliv.
Relevant information
http://www.sdu.dk/
Firma
Syddansk Universitet
Campusvej 55
5230 Odense M,
Danmark
6550 2902
5120 4595
http://www.sdu.dk/